-
Forside

logo logo logo

 

 

LAZARUS

★★★★★★


Det Kongelige Teater og Aarhus Teater er gået sammen om at skabe forestillingen LAZARUS af Edna Walsh og David Bowie, der døde godt en måned efter verdenspremieren. LAZARUS har også karakter af en slags musikalsk testamente inspireret af Walter Tevis' roman "The Man Who Fell To Earth", som dannede grundlaget for David Bowies filmgennembrud i midten af 70erne.

Iscenesætteren Heinrich Christensen har sammen med scenografen og kostumedesigneren Christian Albrechtsen kreeret en række visuelle bolsjer, som vi så sutter på, mens vi forsøger at orientere os i denne mærkværdige mutant - en krydsning mellem moderne rockmusical og futuristisk teaterkoncert.

Rollelisten består primært af skuespillere fra Aarhus Teaters ensemble, og kors hvor de knokler. Jacob Madsen Kvols ligner egentlig mere Iggy Pop end David Bowie, men det er i grunden også uvæsenligt, da hans karakter hedder Newton (ligesom den videnskabsmand, der definerede tyngdekraften). Denne Newton er en alien, der synes i færd med at drikke sig ihjel, når han ikke æder sneakers, drømmer om pigen Mary-Lou eller har mareridt om den transede Valentines mord på vennen Michael. Kvols gør det overbevisende ikke mindst sangligt - men rollen reduceres ofte til passiv observatør, så vi kommer aldrig rigtig ind under huden på denne Newton.

Mest fængende bliver derfor Simon Mathew som den seksuelt tvetydige Valentine. Facinerende, farlig - og med flamboyante dekadence, som forestillingen som helhed savner.

Men også den unge Sara Viktoria Bjerregaard har ære af sin medvirken og selvom "Life on Mars?" er en stor mundfuld for så uerfaren en kunstnerinde, så ender den alligevel som et musikalsk højdepunkt i forestillingen.

Sofie Nolsøe giver et interessant bud på pigen Ellys transformation, men den vokale udfordring synes lige i overkanten. Så synes den velsyngende Mathias Flint mere på hjemmebane i rollen som Ben og som del af det hvide kor.

Kapelmester Søren Graversen og hans orkester formår dog kun i passager at gøre musikken fængende, og rent dramatisk savner forestillingen som helhed dramatisk tyngde.

LAZARUS fremstår primært som et billedværk, og det behøver ikke kun at være iscenesætteren Heinrich Christensens skyld. For selvom David Bowie var en guddommelig sanger- og sangskriver, så synes Enda Walsh' manuskript ikke at være helt på niveau med Bowies genialitet i den udgave, vi præsentereres for på Aarhus Teater. Bowies navn skal dog nok gøre forestillingen populær hos mange, men vi må håbe, at LAZARUZ for alvor træder i karakter, inden turen går videre til Det Kongelige Teater.

Man undrer sig i øvrigt over, at David Bowie i Aarhus Teaters program krediteres for "musik- og sangtekster", mens han på Det Kongelige Teaters hjemmeside benævnes som "dramatiker og komponist". Men det er der måske en forklaring på?

 

(Michael Søby)