-
Forside

logo logo logo

 

 

CAMPER 303

★★★★★★

Den østrigske instruktør Hans Weingartner hittede for 15 år siden på Cannes filmfestivalen med den lifligt provokerende "The Edukators". Siden har det være vanskeligt for ham at markere sig rent kunstnerisk, og heller ikke CAMPER 303 lever op til gennembrudsfilmens høje niveau.

CAMPER 303 ("303") er dog en gennemsympatisk road-movie om to pæne unge mennesker, der deler en camper på tur ned gennem Europa.
Mala Emde, der spillede Paula i "Brecht - kunsten og kvinderne" er den skrøbelige chauffør, der samler en blaffer op, men må sætte ham af igen, fordi han siger alle de forkerte ting. Han bliver dog hendes redningsmand, da en klam fyr på en resteplads tager tilløb til en voldtægt.

Anton Spieker er kær som den godmodige blaffer, der prøver at guide sig igennem sin jævnaldrende chaufførs neuroser, alt imens de - naturligvis - forelsker sig i hinanden. Der sker dog ikke alverden på den front - men det er vist også pointen.

Den ærbarhed hvormed Hans Weingartner skildrer den unge kærlighed grænser dog næsten til ærefrygt, og med en spilletid på to timer (iflg. IMDB findes der en endnu længere version) keder vi os bravt.

Filmen synes beslægtet med den stærkt overvurderede Richard Linklater-snakketrilogi, hvor to unge kværner løs uden for alvor at sige noget interessant.

Nogle enkelte postkortfotos får vi undervejs, men ellers er det forstemmende, hvor visuelt skuffende denne tur med CAMPER 303 er. Europa har altså mere at byde på!

Man skal således være meget nyforelsket for at stige på dette køretøj, og har man taget turen, funderer man over, om tidens unge vitterligt er så ferske og fromme, som de fremstår her?