TOY STORY 4

★★★★☆☆

John Lasseter vandt en Oscar for den allerførste "Toy Story", der vitterlig varslede en ny tid for animationsfilmen. De to efterfølgende film var begge økonomiske succeser, og det bliver TOY STORY 4 givetvis også, omend den ikke helt er på højde med de forrige film.

Måske virker både karakterne og diverse former for effekter for genkendelige denne gang, hvor Woodys forelskelse får en afgørende betydning for handlingen.

Tom Hanks låner stadig sin varme godmodige stemme til cowboydukken Woody, mens den danske udgave atter er lagt i hænderne på Preben Kristensen.

En skæg ny karakter ved navn "Gafli" underspilles kært af Jesper Asholt, mens karakteren (der i originalen hedder "Forky") forvaltes af den Emmy-belønnede "Veep"-skuespiller Tony Hale. Derimod er karakteren Buzz Lightyear denne gang reduceret til en birolle, hvilket kan hænge sammen med, at Tim Allens stjernestatus i Hollywood er falmet betragtelig siden den første film.

Som dansker glæder mig sig over genhør med veteranen Daimi samt en debuterende dubber ved navn Lone Hertz. Sidstnævnte har dog medvirket i danske film siden 40erne og vundet 3 Bodil-statuetter, så helt uerfaren med filmarbejde kan man bestemt ikke kalde hende. Det samme gælder hendes kollega i den amerikanske versionering, den legendariske TV-komedienne Carol Burnett.

Vi går et genhør med Randy Newmans signatursang "You’ve Got A Friend In Me", men også den nye komposition "The Ballad of the Lonesome Cowboy" kunne fortjene en Oscar-nominering. Han er da også blevet nomineret talrige gange igennem de sidste fire årtier, så chancerne er gode.

Instruktøren Josh Cooley leverer helt igennem nydeligt arbejde, men lidt mere vildskab havde nu klædt denne legetøjs-historie.