A JUNGLE STORY

★★★★☆☆

En lun sommeaften sidst i august dannede Baltoppen i Ballerup rammen om en usædvanlig urpremiere: Mads Pagsbergs jazzepos A JUNGLE STORY løst baseret på Rudyard Kiplings "Junglebogen", der for alvor blev folkeeje i Walt Disneys Oscar-nominerede tegnefilmsversion.

Dengang var det kun abernes konge Louis (opkaldt efter Louis Armstrong, der også lagde stemme til figuren i originalversionen), der for alvor forstod at swinge. I Baltoppen sørger et stort orkester for, at hele forestillingen emmer af Big Band-rytmer, mens den forenklede historie bliver fortalt af en vokalkvartet samt 6 dynamiske dansere.

Et flot satsning, der desværre lider en del under, at vokalensemblets ord drukner i musikken. Vi kan simpelthen kun høre alle teksterne i hovedparten af sangene. Det kan til dels skyldes , at orkesteret i for høj grad får lov til at dominere, men det skyldes også, at især de unge sangere har svært ved at artikulere ordene tilstrækkeligt klart og ta’ scenen, når de har mikrofonerne. Og det er faktisk et problem, da det jo trods alt ikke er alle, der stadig husker detaljerne i "Junglebogen".

Forestillingens redning bliver derfor danserne, der i en opfindsom koreografi af iscenesætter Malene Rostgaard Rasmussen samt ægteparret Kryger (lederne af PIVOT dansekompagni), formår at definere deres karakterer så klart, at vi i det mindste aldrig er i tvivl om, hvilke mennesker og dyr, der er på scenen.

Malik Asidah With yder en lovende indsats som drengen Mowgli, og Celina Loose Hanson har en flot solo som panteren. Men størst indtryk gør Timothy De Mesa Højgaard som henholdsvis bjørn og tiger. Her er både præcision, en maskulin vitalitet samt viljen til at yde sit ypperste.

Den tidligere chef for Dansk Danseteater Tim Rushton har da også fungeret som iscenesætter og konsulent på projektet, og så ved man, at baren bliver sat højt.

Så på trods af de lydmæssige uoverensstemmelser og begrænsninger ender den kun een time lange forestilling som en sejr for Mads Pagsbergs musik, orkestret og – ikke mindst – danserne.

(Michael Søby)