-
Forside

logo logo logo

 

 

MELLEM LINJERNE

★★★★★★

Denne franske film lanceres som "en Woody Allen'sk komedie", hvilket giver håb om, at det i det mindste er okay at se film, der minder om Woody Allens.

Desværre lever MELLEM LINJERNE ikke ganske op til sammenligningen, for hvor Woody Allen mestrer at udtrykke alt det usagte - alt det mellem linjerne - i billeder, savner man i den grad visualiteten i Olivier Assayas' repliktunge film.

Hovedrolleparret - en selvfed forlagsredaktør og en neurotisk skuespillerinde - spilles overbevisende af to af Frankrigs store stjerner Guillaume Carnet og Juliette Binoche, men det er alligevel filmens andet par, der interesserer mest.

Vincent Macaigne er kostelig morsom, som den forsumpede forfatter, der til sin overraskelse har et forhold kørende med skuespillerinden, der synes han er sjov. Hans faste partner - intelligent og raffineret spillet af Cbrista Théret - har en affære med sin anløbne politikerboss, men elsker faktisk sin mand.

Vi følger disse fire retningsløse mennesker i deres mere eller mindre patetiske forsøg på at navigere gennem en moderne verden. Er det nye bedre end det gamle? - i jobsammenhænge og i privatlivet.

En del af Assayes' iagttagelser er præcise, men ordstrømmende bliver udmattende selv for fans af dialogdominerede franske film. Og da det langt fra er første gang, at Olivier Assayas' repliktunge film skuffer, må man konkludere, at hans status som stjerneinstruktør efterhånden må nedjusteres.