-
Forside

logo logo logo

 

 

PULP FICTION

★★★★★★

Et kvart århundrede er gået, siden Quentin Tarantinos PULP FICTION skabte sensation i Cannes og efterfølgende vandt guldpalmen. Da hypen havde lagt sig, måtte den mondæne voldsopera nøjes med en Oscar for Tarantinos originale manuskript, fordi en vis herre ved navn "Forrest Gump" havde charmeret en hel verden samtidig med han spejlede et verdenspublikum i vor fælles historie.

Det gjorde Det Amerkanske Filmakademi klogt i, for et gensyn med PULP FICTION 25 år efter bekræfter, at filmen virker for kalkuleret og fortænkt til at kunne kaldes filmkunst. Dens indflydelse er - desværre - umiskendelig, men PULP FICTION er og bliver tomme kalorier og slet ikke så underholdende, som vi husker den. Dialogen forekommer i dag sært mekanisk og man vil klart foretrække et gensyn og et genhør med et hvilket som helst mesterværk af William Wyler fremfor to en halv times æstetisk og åndsforladt voldsporno.

John Travolta var aldrig nogen stor skuespiller, men havde i det mindste en vis friskhed i sine første stjerneår omkring "Saturday Night Fever". PULP FICTION trækker da også primært på nostalgien omkring Travolta - ikke mindst i den bizarre dansesekvens med Uma Thurman, der aldrig rigtig indfriede de forventninger, som Oscar-nomineringen pålagde hende. Bedst er faktisk Samuel L. Jackson, fordi han har en vis tyngde i spillet og ikke stiller sig tilfreds med at være et modeikon.

PULP FICTIONs soundtrack hører til filmens største kvaliteter, men ellers tjener repremieren primært som en optakt til Tarantinos seneste retroværk "Once Upon a time in Hollywood", der er kørt i stilling som filmen, der endelig kan skaffe instruktøren en Oscar for bedste film.

I et ufatteligt svagt filmår for Hollywood, der primært har budt på gyselig gysere, pompøse Marvel Film og live action Disney-genindspilninger kan det meget vel ende der. Men om det er til gavn for branchen er straks en hel anden historie.