-
Forside

logo logo logo

 

 

MIDTVEJSREVYEN 2019

★★★★★★


Siden Torben Træsko overtog Cirkusrevyen i 1985 og vendte den til en succes har han været garant for et væld af elskede traditioner i og omkring cirkusrevyen.

Blandt disse hører midtvejsrevyen, hvor skuespillerne sidder i salen og ser det øvrige personale lave en lille kærlig revy.

Ofte med en stjernegæst, en person, der blev parodieret i den pågældende Cirkusrevyen, som så får lov til selv at fremføre en let omskrevet version af det pågældende nummer. Blandt de gæster, der pludselig er dukket op i revyen, er Ålen, Inger Støjberg og Søren Pind.

I år havde Cirkusrevyen dog gjort det for svært med parodier på bl.a. den fængslende Britta, men Ulf Pilgaard og co. morede sig tydeligvis alligevel over den entusiastiske underholdning.

Vi fik alle en krammer, indtil Midtvejsrevyens bud på en Lisbet Dahl fik kaldt tropperne til sig. Af Midtvejsrevyen kunne vi i øvrigt erfare, at den den dygtige og djærve Lisbet Dahl ofte leder efter sin hund, priser sit nye høreapparat og godt kan lide hummer i pausen mellem to dobbelt-forestillinger.

Revysæsonen 2019 har stået i pandaerne tegn, og også Cirkusrevyen havde et nummer med de bambusgnaskende bamser. Midtvejsrevyen præsenterede da også to pragteksemplarer, som man straks fik lyst til både at ae og amme.

Cirkusrevyens dansenumre var også i år spektakulære, så naturligvis måtte også årets Midtvejsrevy have eet. En i denne sammenhæng mildest talt uortodoks koreografi blev fremført med en iver, som smittede. Og vi måtte atter sande, at selvom man ikke er toptrænet danser, kan man sagtens være vild med dans.

Med inspiration i Cirkusrevyens eget lille tryllenummer fik vi et flot gennemført trylleshow med både lyseffekter og usædvanlige sceneskift, inden Torben Træsko og frue førte an i den obligatoriske og uundværlige hyldestsang til Klampenborg.

Herefter blev der budt op til dans i Cirkusrevyens hyggelige baglokaler, der også dannede rammen om den årlige fællesspisning. Menuen var naturligvis ligeså dansk som både Cirkus- og midtvejsrevyen: Nationalretten stegt flæsk med kartofler og persillesovs!

 

(Michael Søby)