APOLLO 11

★★★★☆☆

Skæbnen ville, at det blev Richard Nixon, der som USAs daværende præsident, lykønskede besætningen på Ørnen for deres skelsættende bedrifter for menneskeheden. Neil Armstrong betrådte som det første menneske månens overflade, og Apollo 11 blev den største mediebegivenhed, verden endnu havde set.

Flere spille- og tv-film fulgte efter – med "First Man" blandt de mest bemærkelsesværdige – og nu kommer så dokumentarfilmen APOLLO 11, der definitivt synes at afværge rygter om, at denne begivenhed aldrig har fundet sted. Rygter, som ikke mindst den betydelige mediebevidsthed har givet næring til.

Instruktøren Todd Douglas Miller, der også har redigeret det enorme billedmateriale, fanger bl.a. den store folkelige opbakning, der var til denne uhyre kostbare mission og den årvågne tilskuer fanger glimt af store berømtheder Johnny Carson og Jack Benny blandt publikum.

Selve opsendelsen kan den dag i dag give gåsehud – godt hjulpet af Matt Mortons underlægningsmusik, men der er også mange og lange passager uden undertekster, hvor man når at blive træt af tal og tekniske udtryk – med mindre man har et nørdet forhold til rumfart.

Todd Douglas Miller ønsker tydeligvis ikke, at Nixon skal tage æren for denne bedrift som APOLLO 11 virkelig var, og lader til slut John F. Kennedys visioner fra 1961 klinge i vore ører:

"First, I believe that this nation should commit itself to achieving the goal, before this decade is out, of landing a man on the moon and returning him safely to the Earth."