PRINSEN AF EGYPTEN

★★★★★☆


Den danske teaterudgave af Dreamworks’ "The Prince of Egypt" kommer egentlig fra Fredericia. Nu er han ganske passende flyttet ind på Det Kongelige Teaters gamle scene i en dansksproget version, der ikke overraskende hedder PRINSEN AF EGYPTEN.

Heldigvis gestaltes prinsen stadig af Diluckshan Jeyaratnam, der i mellemtiden har scoret flere priser for sin indsats bl.a. en Reumert-talentpris. Og han er ikke blevet ringere – tværtimod. Det er som om, at den gæve Diluckshan Jeyaratnam i endnu højere grad hviler i sig selv og sit talent, og det giver hans Moses, det der med et lidet dansk ord kaldes "grounding". Samtidig rummer han så klokkeklar en røst, at man ærgrer sig over, at han faktisk aldrig selv får lov til at synge musicalens mest kendte sang, den Oscar-belønnede "When You Believe", som solo på dansk.

Man mærker også den gode kemi mellem Diluckshan Jeyaratnam og hans kollega Lars Mølsted ("Klokkeren fra Notre Dame)". Lars Mølsted synes i højere grad at ville menneskeliggøre sit portræt af Moses’ "bror" Ramses end hans amerikanske forgænger Jason Gotay, hvilket både er interessant og sympatisk.

Desværre bliver det også en ulempe rent dramatisk, da Moses-figuren har brug for en stærk rival at spille op imod for at give historien fremdrift. Men også Mølsted kan synge med glød i stemmen og bakkes op af et stærkt vokalsensemble. Det kniber dog med at høre, hvad koret synger – bortset fra omkvædene, men den vokale volumen og fylde fejler bestemt ikke noget.

PRINSEN AF EGYPTEN har fået ny scenografi i forbindelse med rejsen fra Jylland, og det kan ses. Forestillingen har aldrig været flottere og man tvivler i det hele taget på, at dette værk, som manuskriptmæssigt ikke er på højde med konkurrenten Disneys bedste, kan fremføres meget flottere, end vi ser det her.

Stephen Schwartz’ sange vinder også ved genhør, og Silke Biranell, som vi i denne sæson også har nydt i "Den evige ild" på Bellevue Teatret, bekræfter, at hun er et talent i udvikling i rollen som Miriam.

Lynne Formato og Bjørg Gamsts effektive iscenesættelse sikrer, at PRINSEN AF EGYPTEN bliver endnu en fjer i hatten for Søren Møller og hans utrættelige stab fra Fredericia Teater. Og til efteråret gæster teatrets nyligt Reumert-belønnede "Tarzan" Scandic Falkoner Salen på Frederiksberg. I kan godt glæde jer!

(Michael Søby)