-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ALL MY SONS

★★★★★★




Arthur Millers første mesterværk ALL MY SONS udspiller sig i efterkrigstidens USA, men de moralske dilemmaer forekommer mindst lige så relevante i dag - især for en tidligere krigsførende nation.

ALL MY SONS eller ("Alle mine sønner") huskes herhjemme både fra den amerikanske filmversion fra 1948 med Edward G. Robinson og Burt Lancaster samt en dansk TV-udgave fra 1964 med Poul Petersen, Inger Bagger, Jørgen Buckhøj, Susanne Bruun-Koppel. Blandt de danske teateropsætninger bør nævnes Betty Nansen Teatret (1948), Aalborg Teater (1993) og Det Kongelige Teater (2003). Sidstnævnte havde Helle Hertz og Ole Ernst i funklende samspil og blev et kunstnerisk gennembrud for Martin Hestbæk som deres eneste overlevende søn.

En ny forbilledlig transmission af Jeremy Herrins pragtopsætning på det højt estimerede Old Vic i London tager os med til familien Kellers veranda. Det har stormet hele natten og det træ, som blev plantet til minde om den søn, der aldrig kom tilbage fra krigen, er knækket.

Moderen Kate (et overrumplende smukt comeback for Sally Field) ser det som er varsel, og snart vil hun og den øvrige familie få vished om sønnens skæbne. Sønnens kæreste Ann bliver nu begæret af Chris, den anden bror, og kærligheden er gengældt, men for mor Kate er det umuligt at erkende, at sønnen højest sandsynligt er død selv flere år efter krigens slutning.

Anns neurotiske bror George (bevægende spillet af Oliver Johnstone) dukker nu op med anklager om, at det er husets herre, Joe (en forpint indsats af Bill Pullman), som har ansvaret for, at Ann og Georges far sidder fængslet for svindel, der har kostet menneskeliv.

ALL MY SONS har modtaget mange anmelderroser og prisnomineringer i denne gribende fortolkning, og kan opleves i Cinemaxx - både i København og Aarhus - søndag d. 2. juni kl. 12.30.