LYSTSPIL

★★★☆☆☆

Der kan næppe være tvivl om, at en privat og blufærdig skuespillerinde som Kirsten Walther ville have hadet en forestilling med fokus på hendes privatperson. Men hendes position som Danmarks populæreste film- og tv-komedienne afstedkom uundgåeligt offentlighedens interesse og har nu udløst denne forestilling på Teatret ved Sorte Hest i et samarbejde med Scene42.

Forestillingen udspiller sig i hendes dødsår, hvor den 53-årige Kirsten Walther går til prøve på stykket "Julia", hvor hun skal spille prostitueret.

Dramatikeren Emilie Nordentoft portrætterer Kirsten Walther som en skrøbelig kvinde, der i for høj grad prøver at være imødekommende i en verden domineret af stadig mere krævende mænd.

Man fornemmer en ømhed i Lotte Munks portræt, der dog er blottet for Kirsten Walthers store komiske format og som erstatter det med bileder af en forpint og usikker kvinde ude af balance. Desværre i en grad, at den får antydet en uprofessionalisme, som i al fald ligger langt fra den opfattelse flere af hendes kolleger havde af hende.

Ved at lade fiktion og virkelighed smelte sammen kommer instruktøren Per Frohn og dramatikeren også til at antyde ægteskabelig utroskab, alkohol- og pillemisbrug, voldtægt, adoption og meget andet, mens vi sidder tilbage og tænker hvad er sandt og hvad er falsk?

Formen er i starten fascinerende, men i sidste ende frustrerende, og i al fald etisk problematisk. Så hjælper det kun lidt, at man fornemmer, at dramatikeren Emilie Nordentofts motiver har været kærlige.

Christian Damsgaard har fået den utaknemmelige opgave at lægge stemme til diverse karikerede manderoller.

Titlen LYSTSPIL er bestemt ikke en genrebestemmelse af forestillingens tekst, for der er vitterligt ikke meget at grine af, men kan snarere forstås som et spil om lyst.

Lader Kirsten Walther sig virkelig forføre til at komme op på chefens kontor for at fremvise sit afslørende latex-kostume og det der er værre? Det er den på alle måde uværdige slutning på en uegal forestilling, der i passager kan minde om ligrøveri.

(Michael Søby)