-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CIRKUSREVYEN 2019

★★★★★


Få har som Lisbet Dahl sans for at aflæse den danske folkesjæl, og hendes fornemmelse for, hvilke emner, der bør behandles i årets cirkusrevy, er uforlignelig.

Cirkusrevyen 2019 viser hele hendes rummelighed, men samtidig er man heller ikke i tvivl om, hvad Lisbet Dahl står for. Som iscenesætter kan hun være befriende barsk, når hun gør kort proces mod "En lille grim mand", hvilket får publikum til at råbe på "ekstra nummer"! Men hun kan også være kærlig - ja ligefrem poetisk - når hun lader Henrik Lykkegaard sende en lille ordløs hilsen til graffitimurens billede af Kim Larsen.

Særligt glædeligt er det, at Lisbet Dahl også selv har fået nogle gode numre i år:

Hun lægger ikke fingrene imellem i et hvas portræt af Ghita Nørby, hvor publikum bliver overøst med uforskammetheder af en sand diva iført sit prisbelønnede indmadslignende kjoletelt.

Niels Olsen har skrevet en fin tekst til hende med titlen "Det 7. bud", hvori hun med udsøgt præcision levendegør den såre triste Britta. En kvinde, der bare havde behov for at skeje lidt ud, og erkender, at det tog overhånd, men når man nu er dygtig til sit job... Lisbet Dahl fanger på raffineret vis dobbeltheden i den bizarre svindelsag: En stor forbrydelse udført af et lille menneske.

Alle har heldigvis deres øjeblikke i denne homogene revy.. Brødrene Price bidrager med flere fikse numre bl.a. et gedigent tidstypisk shownummer kaldet "Mig Tid" til den overdådige Lise Baastrup. Men også en ganske original åbningssang, hvori man lader hånt om diverse former for krænkelser. For til revy gælder det ligefrem om at krænke.

Uerstattelige Ulf Pilgaard tager sig af nogle af de mest oplagte ofre: Den forkælede bankmand, der altid ved, hvordan man meler sin egen kage, og den TV2-fyrede Jørgen Leth, der også finder sin helt personlige måde at klare sig på.

Ny i Cirkusrevy-sammenhæng er den gennemmusikalske Karsten Jansfort, der får alt til se let ud. Som bedugget klimaforkæmper er han bedre end den noget uegale tekst, og i Carl Erik Sørensens "En smutter" har han et velfungerende samspil med Henrik Lykkegaard som to af skattesagens antihelte. Sammen udgør de også et nuttet pandapar, der måske ikke er helt så nuttet endda.

Henrik Lykkegaard giver den også gas som stakkels Therese May i "Mayday", en udmærket tekst, han selv har forfattet. Mest bedårende er hans portræt af en stressramt foredragsholder. Her fornemmer man virkelig genkendelsens glæde blandt publikum.

De smækre dansere tager os både med til Tokyo og Paris, og sammen med skuespillerne får vi også et veloplagt indslag fra Mexico. Her tager befolkningen til genmæle overfor Donald Trumps hetz med et boblende sang- og dansenummer i Michael Nøhrs festlige kostumer. Endnu et forbilledligt samarbejde mellem kapelmester/komponist James Price og hans bror, tekstforfatteren Adam Price. Og når hele holdet med en smilende form for professionalisme synger om, at Trump vil nak' os, mens hans æder vores tacos, så bliver man igen mindet om, hvorfor man slet ikke kan lade være med at elske cirkusrevyen.


(Michael Søby)