EN SPIONS BEKENDELSER

★★★★☆☆

"Red Joan" (filmens originaltitel) refererer til en virkelig historie om en gammel britisk kvinde, der pludselig får besøg af politiet, som arresterer hende for spionage.

Lindsay Shaperos manuskript tager os så med tilbage i tiden, så vi erfarer, hvordan den ide kunne opstå, og den erfarne teaterchef og -instruktør Trevor Nunn får endnu en pragtpræstation ud af Dame Judi Dench, der har titelrollen som den aldrende Joan.

Desværre bruger filmen mest tid på den unge Joan (tilforladeligt men en anelse upersonligt fremstillet af Sophie Cookson), og Judi Dench henvises lidt for ofte til blot at se spørgende og uforstående ud, når anklagerne vælter ned over hende. Men hun forgylder selvsagt alt, hvad hun rører ved.

Nogen egentlig kriminalfilm kan man ikke kalde EN SPIONS BEKENDELSER, men snarere et karakterportræt af kvnde, der valgte at gå imod strømmen.

Filmen rejser desuden en række relevante spørgsmål om ansvar, loyalitet og skyld, der rent politisk gør den mere interessant og nuanceret end så mange andre film.