-
Forside

logo logo logo

 

 

 

TRISTAN & ISOLDE

★★★★★


Posthus Teater danner en hyggelig ramme om et bemærkelsesværdig dansegæstespil, som man gør klogt i ikke at gå glip af.

Udgangspunktet er Wagner-operaen TRISTAN & ISOLDE, men man bør man dog ikke forvente en klassisk gengivelse, men snarere en lidenskabelig dans for to med inspiration i kærlighedshistorien og til musik Richard Wagner og Cesar Viana.

Filosoffen Schopenhauers betragtninger om vores drømme om kærligheden og vores manglende evne til at realisere den mærkes i denne udgave TRISTAN & ISOLDE, hvor ingen af de elskende virker lykkelige, selvom de i al fald for en tid har hinanden.

Kærlighedshistorien får en ekstra pikant drejning i denne sammenhæng på grund af aldersforskellen mellem den unge mand og den noget ældre kvinde. Men alderen har på befriende vis intet at gøre med de frustrationer, der findes hos dem begge - trods behovet for og viljen til den fysiske nærkontakt.

Den erfarne koreograf Nelia Pinheiro er ligeledes kunstnerisk leder af CDCE (Evora Contemporary Dance Company), og som danser har hun en dejlig kødlig uforstilt tilgang til sin rolle.

Hun får forbilledlig opbakning af den flotte og fyrige Goncalo Andrade, der til dagligt danser i CNB (Det Nationale Portugisiske Balletkompagni). Hvis man kunne ønske noget, var det at han i endnu højere grad fik lov til at folde sig ud som danser, for han magter den store lidenskab i hver fiber af sin krop.

Lad os derfor håbe, at det ikke er sidste gang vi præsenteres for disse prægtige portugisiske dansere i et forfriskende gæstespil.

 


(Michael Søby)