-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CORPUS + ROSKILDE

★★★★


Kan man være bekendt at anmelde en forestilling, man ikke har set til ende? Egentlig ikke, men når forestillingen gør det umuligt for den pågældende anmelder at se den til ende, må det i det mindste være fair at anmelde, den del man har set, så andre er advaret. Forestillingens enlige stjerne gælder således kun for de første tyve minutter. Om flere kunne være optjent, må andre mere robuste skribenter bedømme.

Ved ankomsten til Det Kongelige Teaters prøvesal A bliver vi mødt med en række advarsler: Der vil være både blive brugt stetoskop lys, som nogen mennesker ikke kan tåle, og laserlys, som man skal undgå at kigge ind i, og på grund af lydniveauet vil der være ørepropper til disposition!

Det er meningen, at vi skal stå op under hele forestillingen, men der vil dog være enkelte siddepladser, som man kan deles om. Man må dog under ingen omstændigheder tage sit overtøj med ind, selvom det kunne sikre, at man rent faktisk kom til at sidde behageligt. Hvilket - i det mindste for gigtpatienter og andre med smerter i hofte, knæ og ben - ikke synes at være en urimeligt forventning, når man skal i Det Kongelige Teater.

Der viste sig kun kun at være afsat siddepladser til under 5 procent af deltagerne, og man sad desuden dårligt uden ordentlig rygstøtte og kunne i øvrigt sjældent se dansernes underkroppe på grund af det stående publikum.

De medvirkende optrådte ellers på bevægelige reposer i farverige kostumer og med ansigterne dækket af masker. Når de ikke lå ned og skabte sig, bidrog de til en infernalske musik, som gruppen Baby in Vain var ansvarlig for og som synes hentet direkte fra Dantes helvede. Bortset fra nogle hektiske piruetter, som Alexander Stæger vist stod for, fik vi mere vridninger end dans fra de ansigtsløse medvirkende.

Roskilde-festivalen har ord for at være et sted, hvor man træffer nye mennesker, hvor der hersker en vis imødekommenhed fra arrangørernes side og hvor man føler sig velkommen. Det følte man sig ikke i Prøvesal A. Faktisk virkede det som om, at man havde gjort sit ypperste for at skræmme i al fald en del af publikum væk. Det lykkedes da også i dette tilfælde, men man må spørge sig selv, om der ikke er mere givende måder at anvende de kongelige danse-kroner på?

Det er efterhånden længe siden, at Corpus selv har leveret værker præget af uantastelig kunstnerisk integritet. Og når så Granhøj Dans - der igen i år er Reumert-nomineret - samtidig må klare sig uden fast støtte, så er det, at man føler, at denne del af Den Kongelige Ballets virke burde redefineres hurtigst muligt. Undertegnede har i 70erne set mere inspirerende dans hos en gruppe højskoleelever, hvis alkoholprocent endda lå under den gennemsnitlige på en Roskilde-festival.


(Michael Søby)