-
Forside

logo logo logo

 

 

 

GILGAMESH

★★★★★



Kirsten Dehlholm, Hotel Pro Formas kunstneriske leder, er en institution i dansk teater - med bl.a. en æres-Reumert som dokumentation. Hun hviler dog ikke på laurbærerne og efter i årevis at have turneret med sine eksperimenterende og stærkt visuelle forestillinger, er den 74-årige Dehlholm nu tilbage i Danmark med første (selvstændige) del af en stort anlagt trilogi om underverdenen.

Hun er rykket ind i Ny Carlsberg Glyptoteket, hvor hun fra 1978 til 1992 skabte fem usædvanlige nonverbale performance-forestillinger. Denne gang for at iscenesætte Morten Søndergaard og Sophus Helles gendigtning af GILGAMESH - verdens ældste fortælling - i ord og musik.

GILGAMESH blev nedskrevet med kileskrift i lertavler for 4.000 år siden i oldtidens Mesopotamien (vor tids Irak), så det giver god mening at bevæge sig rundt blandt fortidens kulturskatte i 15 af Ny Carlsberg Glyptotekets smukke sale. GILGAMESH er nemlig en såkaldt vandreforestilling, hvilket også giver god mening i forhold til selve historien, for Kong GILGAMESH var en rastløst natur, der selv drog ud i verden.

Som to tredjedel gud og en tredjedel menneske finder han først en vis ro, da han møder den forældreløse Enkidu, som GiLGAMESHs mor, vildkoen Ninsumun, adopterer. GILGAMEST og hans nye bror Endiku drager sammen ud for at fælde cederskoven og for at dræbe dens vogter, monsteret Mumbaba.

Figura-kvartetten skaber en magisk musikalsk ramme om forestillingen, der låner mystik til de tableauer, vi møder undervejs og som fejer projektets prætentiøs islæt af banen. De gloriøse kostumer, som tilmed forvandles undervejs, bidrager væsentligt til forestillingens visuelle stimulans.

Niels Anders Thorn taler med klar diktion og rank ryk i rollen som GILGAMESH og rapperen Manus Bell leverer sine vers med stærkt blik og betydelig karisma. Dramaturgen Sara Emilie Anker-Møller ser forrygende ud i blåt med bøger på hovedet, men hendes tekstlevering i rollen som Ninsumun er flad, så det er godt, at hun også kan kommuikere til os via sandskrift.

Forestillingens ord kan i princippet høres i alle de 15 rum uanset om de tre medvirkende er til stede eller ej, men man er bedst tjent med at holde sig tæt på, da rapperens ordstrømme kan være svære at forstå, når musikken spiller.

Men historien viser sig heldigvis at være relativt enkel ligesom budskabet om, at ingen kan overvinde døden. Vi kan derimod prøve at kende vor egen historie og se os selv i øjnene, mens vi er her, og det er netop det, at Kirsten Dehlholms GILGAMESH bidrager til.

At forestillingen så varer godt tyve minutter længere, end de 90 minutter, der står angivet på teatrets hjemmeside, skal være hende tilgivet, for hvad er 20 minutter set i lyset af en tidsrejse på 2500 år?


(Michael Søby)