-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CUTTERHEAD

★★★★★


Instruktøren Rasmus Kloster Bro har fået den udmærkede ide at bruge det omfattende - og langvarige - metrobyggeri i København som udgangspunkt for en spillefilm. I dette tilfælde en katastrofefilm, der tager sin begyndelse under journalisten Ries pressebesøg i undergrunden.

Rie viser sig at være en ikke alt for tjekket journalist, der skriver med blyant og stiller ledende spørgsmål. Men da ulykken sætter ind, bliver hun efter en kort nervøs fase pludselig forvandlet til en Sigourney Weaver-agtig kæmper, der får mere forstand på hvordan man klarer sig under jorden end de mænd, der rent faktisk arbejder der.

Den slags kan man godt blive lidt træt af, men alt i alt lykkedes det for Rasmus Kloster Bro at etablere en intens klaustrofobisk stemning med begrænsede midler.

Christine Sønderris har en dejlig naturlighed, der i den grad sættes på prøve under de mange stabaser, og efter flere lovende teaterpræstationer får hun nu endelig sit filmgennembrud.

Kresimir Mikic virker godt placeret som den mest erfarne af de metroarbejdere hun møder, og Samson Semere, der også i virkeligheden har flygtningebaggrund, er et frisk nyt ansigt i dansk film.

CUTTERHEAD kunne godt have brugt en større historie med flere karakterer, men forekommer dog nogenlunde velfungerende på sin egen beskedne facon.