-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ASKEPOT

★★★★★★


Sergej Prokofjevs tidløse musik klæder eventyret om ASKEPOT - i al fald når dirigenten Geoffrey Paterson står i spidsen for Det Kongelige Kapel.

Jon Morrells nøje farveafstemte kostumer og sceneografi bidrager også til at give Gregory Deans iscenesættelse et naivistisk skær, som vil henrykke barnlige sjæle og håbløse romantikere.

Rent koreografisk forekommer denne opsætning på Det Kongelige Teaters Gamle Scene dog rigelig konventionel, men med Ida Praetorius som en lysende ASKEPOT er succesen næsten givet på forhånd.

Alexander Bozinoff magter prinserollen rent teknisk og yder især i sine spring god fyldest, men hans drengede udstråling matcher dårlig den voksne unge kvinde, han danser med.

Astrid Elbo er en flot stedmor og flankeres festligt af Kizzy Matiakis og Wilma Giglio som henholdsvis den skrappe og den flirtende stedsøster.

Ji Min Hung tegner et yndigt portræt af den gode fe og resten af korpset har ligeledes ære af forestillingen, selvom man gerne havde set alle udfordret mere. Det må blive næste gang.

 

(Michael Søby)