MONSIEUR IBRAHIM OG KORANENS BLOMSTER

★★★★★☆

Filmatiseringen af Eric-Emmanuel Schmitts historie om "Monsieur Ibrahim et les fleurs du Coran" indbragte filmveteranen Omar Sharif ("Doktor Zivago") en César for bedste mandlige hovedrolle i 2004. Nu får vi endelig det oprindelige stykke at se i Danmark, og gudskelov for det. For det er både en bedårende og tankevækkende tekst, der oser af livsvisdom i mødet mellem den jødiske dreng "Momo" og den muslimske købmand Monsieur Ibrahim.

Momo vokser op uden mor og med en depressiv far, så han søger tilflugt hos den lokale købmand, Monsieur Ibrahim, der giver ham gode råd, så han kan klare sig. Det bliver starten på et livslangt venskab, der redder den lille "Momo".

Troels II Munk har næppe nogensinde været finere end her, hvor han både illuderer som den gamle livskloge Monsieur Ibrahim, drengen "Momo" og hans forældre samt flere andre karakterer. Med sine vilde øjenbryn, sit milde væsen, sit lune og sin udtryksfulde stemme tryllebinder han os i 5 kvarter på Holbæk Teater. Ikke en nuance går hans næse forbi i Pia Rosenbaums opmærksomme iscenesættelse. Eneste minus synes at være et lysstativ, der forstyrrer udsynet til det smukke scenebillede flere steder.

Trods den unge "Momo" i forestillingens centrum er MR. IBRAHIM & KORANENS BLOMSTER primært en forestilling, som voksne vil have glæde af med dens stærke litterære præg. Her er en ro, en ordglæde og en kulturel indsigt, som efterhånden er sjælden i dansk teater og som vil fryde og favne modne hjerter overalt. Vi må derfor håbe, at forestillingen også får en chance andre steder f.eks. på CPH STAGE?

(Michael Søby)