-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE FAVOURITE

★★★★★


Grækeren Yorgos Lanthimos hører blandt verdens førende og dristigste filminstruktører i disse år. Siden gennembrudet med det stiliserede Oscar-nominerede "Dogtooth" familiedrama har han med hver ny film vagt berettiget opsigt ved at skabe ganske enestående visuelle universer. Hans første engelsksprogede spillefilm "The Lobster" indbragte ham en Oscar-nominering som manuskriptforfatter og også "The Killing of a Sacred Deer", der ligeledes havde Colin Farell i hovedrollen formåede at fascinere og frastøde med sine misantropiske verdensbilleder.

Hans seneste film THE FAVOURITE er på mange måder hans mest tilgængelige, en bizar blanding af overdådigt kostumedrama og grotesk trekantskomedie. Et royalt mareridt, hvor to udspekulerede kvinder kæmper om den sygdomsvækkede dronning Annes gunst.

Spillet er ganske forrygende med Rachel Weisz som dronningens faste opvarterske og Emma Stone som den nye ambitiøse. Begge er fortræffelige men overgås alligevel af Olivia Colman som den både patetiske og tragiske Anne, der har måtte lægge 15 børn i graven og alligevel forventes at interesse sig for landets ve og vel.

Yorgos Lanthimos gennemført forvrængede visuelle stil giver et indtryk af forskruet verden, hvor mænd iøvrigt ikke er til megen nytte. Også den aparte lydside, der blander datidens musik med infernalske disharmonier, der varsler sammenbrud.

THE FAVOURITE er mesterinstruktørens hidtil mest imponerende og underholdende bedrift båret af kvindelige styrke både på manuskriptplan og rent skuespilmæssigt. Intet under, at THE FAVOURITE er blevet overøst med Oscar-nomineringer bl.a. til de tre skuespillerinder og naturligvis også for bedste manuskript og bedste instruktør samt som bedste film.