MENNESKEBYRDEN

★★★☆☆☆

Stages of Science og Thomas L. Corneliussen stiller skarpt på vor tids største folkesygdom, depressionen, i Skuespilhuset, Det Kongelige Teater.

Her har man tidligere kunne opleve en suveræn fusion mellem teater og videnskab i "Human Afvikling", der for et par sæsoner siden blev hædret med cphculture.dks særpris.

Men selvom projektet umiddlebart forkommer både spændende, relatvant og sympatisk, så er det desværre ikke ganske vellykket. Sammensmeltningen af de to universer vil ikke rigtig lykkes. Vi møder ellers tre modige mennesker, der fortæller om deres meget forskellige erfaringer med depressioner og andre menneskers reaktioner på det.

Skuespillerne Thomas Voss og Rosa Sand Michelsen har fået de utaknemmelige opgaver at kæde disse historier sammen og til tider spille dem i en tekst, som ingen vil lægge navn til på den tekstside, der skal illudere som program. Især de "fiktive" interviews virker kunstige, og det ejendommelige er, at forestillingen oftest fungerer bedst, når depressionsberetninger blot formidles direkte af dem, der har oplevet dem. Det har dog ikke så meget med teater at gøre, og MENNESKEBYRDEN vinder derfor ved at blive betragtet som foredrag i et teater.

Eneste virkelig vellykkede teaterscene opstår i anden akt, hvor der er kaldt til møde i jobcentret. Her får man virkelig udstillet et system, der simpelthen har spillet fallit i forhold til de borgere, det skulle hjælpe. Maja Romms lyd- og musikbidrag bliver også et andet afgørende plus for forestillingen.

Men selvom man mod slutningen forsøger med en form for "happy end", så er MENNESKEBYRDEN som teater betragtet desværre temmelig trist – omend langt fra det deprimerende.

(Michael Søby)