SKRIV LETTERE END DU TROR

af

Maria Larsen

Forlaget Ajour

★★★★☆☆


Når man udgiver en bog om at skrive godt, bør bogen være godt skrevet. Ellers falder hensigten pladask til jorden. Den forventning indfrier Maria Larsen ganske godt i skrivemanualen SKRIV LETTERE END DU TROR. 

Bogen bugner af råd og øvelser, der alle er lette at sluse ind i sin skrivepraksis. Dertil har Larsen interviewet en række fagfolk, der arbejder med sprog til dagligt, hvilket giver bogen en nyttig forankring i virkeligheden.

SKRIV LETTERE END DU TROR er særlig møntet på folk, der arbejder med sprog professionelt, men ligeledes til dem der gerne vil have staldtips til at dygtigøre sig.

Bogens eksempler henter Larsen fra diverse pressemeddelelser, debatindlæg sant reklametekster. Eet sted bruger Larsen udtrykket vinkel, der kendes fra journalistikken. Hun henviser til en akademiker, der havde svært ved at skrive artikler efter sin ansættelse på Skagens Avis. Efter han begyndte at bruge en speciel vinkel på sine historier, sprøjtede han pludselig artikler ud.

Ifølge Larsen skal artikler indeholde information, identifikation og fascination. Larsen henviser til fysikeren Albert Einstein, der slår til lyd for, at hvis du ikke kan forklare tingene enkelt, har du ikke forstået dem godt nok. Et glimrende eksempel er professoren Gert Tinggard Svendsen, der evner at gøre et abstrakt emne letforståeligt ved at tage
udgangspunkt i en campingtur til Læsø med familien. 

Maria Larsen giver desuden eksempler på flere tekster med for mange sproglige kalorier og
fyldeord. Det simple råd er at slette overflødige og småsnakkende ord som simpelthen og skrive klart, så agenda bliver til dagsorden og ekskursion bliver til udflugt.

SKRIV LETTERE END DU TROR er ikke tynget af ordflom, men hvis man endelig skal rejse lidt kritik, bør det være den hyppige brug af konjunktionen og efter punktum.

SKRIV LETTERE END DU TROR er fyldt med mange gode læresætninger, som det er bedre at informere end at imponere, og du skal forenkle, men ikke forsimple. Den krystalklare stil i bogen lever op til dette credo, og de mange eksempler på omskrivninger af knudrede tekster er blandt bogens største kvaliteter.

Afslutningsvis håber undertegnet,
at læseren kan fornemme, at rådene i Larsens bog er blevet efterlevet i denne anmeldelse. God skrivelyst til alle!

(Gæsteanmelder: Niels Roe)