-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ROMA

★★★★★★

Dette aldeles overvældende mesterværk er produceret af Netflix, men løb alligevel med Venedig filmfestivalens hovedpris på trods af et yderst begrænset antal biografvisninger på verdensplan efterfølgende. Den sublimt afstemte sort-hvide billedside, der ikke lader sig gengive optimalt på TV, danner en fornem kontrast til det indre og ydre kaos, filmen skildrer så blændende.

Titlen ROMA refererer helt tilbage til Ovid, og staver man titlen bagfra, får man ordet da også titlen "Amor". Filmens instruktør er ingen ringere end Alfonso Cuaron, der hentede flere priser i Venedig for sin internationale gennembrudsfilm "Og din mor!..." og som for få år siden vandt en Oscar for sit teknisk nyskabende "Gravity".

ROMA er en hypnotisk smuk episk fortælling, der tager os med tilbage instruktørens fødeland, Mexico. Har skildrer han med nærmest dokumentarisk akkuratesse og en enestående visuel poesi livet for to kvinder, der ikke har været al for heldige i deres valg af mænd. To seje kvinder uforglemmeligt spillet af Yalitza Aparicio og Marina de Tavira.

I Alfonso Cuarons delikate og sanselige instruktion bliver ROMA et filmisk monument over kvinders livsvilkår i århundreder. For både stuepiger og fine fruer levede og lever i en verden, der i den grad er designet og styret af mænd.

ROMA formår både at have fokus på sociale forskelle i et foranderligt land, men også med blik for den samhørighed, der kan opstå, når man udviser empati nok til at kunne spejle sig i et medmenneskes skæbne.

ROMA hæver sig på indlysende og ubesværet vis over alt andet, vi har set i filmåret - en kunstnerisk triumf af de mest dyrebare.