-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE HOUSE THAT JACK BUILT

★★★★★★

Lars Von Triers seneste værk THE HOUSE THAT JACK BUILT fik en yderst blandet modtagelse i Cannes, og for en gang skyld vankede der ingen af de eftertragtede priser til dansk films evige enfant terrible.

THE HOUSE THAT JACK BUILT viser sig da også at være en film, som man har svært ved at holde af. Mange har set filmen om massemorderen Jack som Triers testamente, hvor han samtidig gør status over sin karriere.

Parallellerne mellem ingeniøren Jack, der drømmer om at være arkitekt og instruktøren Lars, der drømmer om at være kunstner ligger lige for. Kvinderne er for begge mænd de mest medgørlige - og hver på deres måde behandler de kvinder brutalt for at opnå deres mål. Samtlige kvindelige karakterer i filmen har kun få scener, hvori de enten ydmyges, tortureres eller myrdes.

For Jack er alle ligene en forudsætning for at bygge sit hus - sit kunstværk. Trier drager da også sammenligninger med diverse diverse kunstværker for at bevise sin teori om lidelsen som en forudsætning for kunsten. Beviserne stammer naturligvis fra hans egne film, for Triers kulsorte humor fornægter sig heller ikke denne gang.

Men det er svært at finde noget at grine af, når man bliver konfronteret med så dybt frastødende scener som i denne film. Den lille Jack, der klipper foden af en ælling for at konstatere, at den nu kun kan svømme i ring. Jacks nedskydning af sine børn og sin hustru og hans langsommelige henrettelse af en gammel dame.

THE HOUSE THAT JACK BUILT er bestemt ikke en film for sarte sjæle og selv de mere prøvede er i deres gode ret til at bukke under.

At Trier er uhyre bevidst om sine virkemidler, gør ikke nødvendigvis THE HOUSE THAT JACK BUILT til stor kunst, selvom Matt Dillon fortjener en vis anerkendelse for sit usentimentale portræt af dette dybt depraverede individ. THE HOUSE THAT JACK BUILT står snarere som et perverst mausoleum over dansk filmhistories største auteur udført af dansk films største narcissist.