★★☆☆☆☆
Filmhistorien har bragt os mange prægtige portrætter af Robin Hood: Den adrætte Douglas Fairbanks senior i "Robin Hood" (1922), den kække Richard Todd i "The Story of Robin Hood and His Merrie Men" (1952) og den maskuline Sean Connery i "Robin and Marian" (1976). Man kommer dog næppe udenom, at Michael Curtiz’ "The Adventures of Robin Hood" (1938) med den uovertrufne charmetrold Errol Flynn i hovedrollen må regnes som den bedste filmversion til dato.
TV-instruktøren Otto Bathurst slipper nemlig ikke heldigt fra sin filmatisering med dens støjende drengerøvsæstetik og en række uoverbevisende filmpræstationer. Man forstår sandelig godt, at en indledende speak søger at sløre, hvilken periode filmen foregår i, for hvor dekorationer og kostumer indikerer middelalderen, så er spillet oftest så fladt og nutidigt, at man må ryste på hovedet.
Taron Egerton (der snart skal spille Elton John) virker faktisk som et fornuftigt valg til titelrollen, selvom hans beskedne fysionomi umiddelbart synes at passe bedre til en karakter ved navn Little John. Måske er det derfor, at hans væbner (en uoverbevisende Jamie Foxx) bare bliver kaldt John?
Ben Mendelsohn spiller slet ikke værst som Sheriffen af Nottingham og kan ikke gøre for, at rollen er temmelig primitivt skrevet. Den snart 80-årige F. Murray Abraham, der vandt en Oscar for rollen som Salieri i Milos Formans "Amadeus", lyser op i nogle få scener som kardinal.
Derimod er Eve Hewson tydeligvis kun blevet hyret på grund af sit udseende. Hendes ligegyldige fremstilling af Lady Marian får os til at længes efter Olivia de Havilland fra "The Adventures of Robin Hood" (1938), Audrey Hepburn fra "Robin and Marian (1976) og Susanne Bruun-Koppel, der lagde stemme til Robins udkårne i Disney-tegnefilmen "Robin Hood" (1973).
Det ejendommelige ved den nye udgave af "Robin Hood" er ikke så meget, hvad den er – et rutineprodukt – men snarere hvad den ikke er. Trods et pænt budget er det nemlig blevet en film uden ånd, vid, indsigt og relevans. Man foretrækker faktisk Mel Brooks’ ikke særligt vellykkede parodi fremfor dette platte forsøg på at malke en myte.
I en tid, hvor alle håndtryk på ledelsesplan tilsyneladende skal være gyldne og hvor de store banker tilsyneladende er hævet over loven, skulle man ellers mene, at der i den grad var behov for en ny Robin Hood, som vi allesammen kunne tro på.
