NØDDEKNÆKKEREN

★★★★★☆

Atter engang byder Tivolis Koncertsal på den klassiske børneballet NØDDEKNÆKKEREN – og igen må man må konstatere, at denne opsætning aldrig har været bedre.

De dygtige musikere i Copenhagen Phil under kyndig ledelse af Henrik Vagn Christensen virker i år om muligt endnu mere fortrolige med Pjotr Iljitj Tjajkovskijs udødelige musik og såvel de udenlandske stjernedansere som de danske medvirkende har næppe nogensinde været bedre.

Henrik Lydings krystalklare dramaturgi inddrager os øjeblikkeligt i E.T.A. Hoffmanns historie om den lille Clara, som selve juleaften havner i et drømmeland. At drømmeland i denne udgave i udpræget grad minder om Tivoli anno 1874 gør kun julehyggen større.

Hendes Majestæt Dronning Margrethes velkendte sans for detaljer fornægter sig ikke i den forbilledlige scenografi, og H.C. Andersens papirklip flettes elegant ind i eventyret, hvori Harlekin og Columbine naturligvis også har en plads.

Børnene elsker de små musebørn og legetøjssoldaten, der bliver levende, og alle overvældes vi af den farvefryd, der især efter pausen for lov til at folde sig ud i kostumerne.

De dristige kombinationer af såvel materialer som mønstre lover godt for Majestætens næste store opgave samme sted, H. C. Andersens "Snedronningen", der forventes at få premiere d. 1. december næste år.

Peter Bo Bendixens koreografi har aldrig taget sig smukkere ud end denne aften med Kathleen Videira som en yndig og rørende Clara og Maxime Quiroga som en flot og fyrig soldat.

Læg dertil en potent gæsteoptræden af Ulrik Birkkjær, Jennifer Wagstaffe og Robert Thomsen som det elskelige par, Columbine og Harlekin, samt ikke mindst Tommy Edvardsens rigt facetterede portræt af H. C. Andersen.

Resultatet bliver øjeblikkets mest festlige balletaften og en juletradition hverken børn eller voksne bør undvære.

(Michael Søby)