-
Forside

logo logo logo

 

 

 

SUSPIRIA

★★★★★


Den tarvelige horrorinstruktør Dario Argento skabte i 1977 gyseren "Suspiria", som nu har fået fornyet og ganske unødvendig opmærksomhed takket være en form for genindspilning, som Luca Guadagnino ("Call Me By Your Name") står i spidsen for. Filmen deltog i konkurrencen i Venedig, og det var der absolut ingen grund til.

Der er nemlig kun een ting værre end disse tarvelige effektsøgenede gysere og det er de prætentiøse gysere, der lanceres som var de kunst, men som er lutter tomme kalorier i glitrende indpakning.

SUSPIRIA har ganske velkomponede billeder, et bemærkelsesværdigt design og et par stemningsmættede sange. Men den forbliver en åndelig prut - filmisk giftgas af den mest ildelugtende slags.

Historien er en værre gang hekse-nonsens, der udspiller sig i og omkring et dansekompagni i 70ernes Tyskland, hvor terrorismebegrebet for alvor kom til verden.

Sammenligninger mellem dengang og nu virker søgte, og i hovedrollen skal vi trækkes med den gennemgående rædselsfulde Dakota Fanning fra de lumre 50 Shades of Gray-film. Ligeså skrækkelig forekommer den stadig mere syntetiske Chloë Grace Moretz.

Tilda Swinton leverer sit sædvanlige cool som dansekompagniets kunstneriske leder, men har også en anden rolle i filmen, og er ganske ukendelig som en mandlig olding. Rollen bliver dog primært en sejr for sminkeholdet.

De tyske veteraner Angela Winkler ("Katharina Blums tabte ære") og Rainer Werner Fassbinders ex-kone, den 80-årige Ingrid Caven ("Englenes skygger") skaber derimod interessante karakterer som frøknerne Tanner og Vendegast.

Det mest uhyggelige ved denne version af SUSPIRIA er dog spilletiden, der sniger sig op på næsten to en halv time. Intet under, hvis flere anmeldere snuppede en lille blund undervejs.