-
Forside

logo logo logo

 

 

 

ANDEN 25

★★★★★★

I et kvart århundrede har Anders Matthesen underholdt befolkningen i vores lille land, og det er der god grund til at fejre. Det sker i en fyldt Royal Arena med et flot og meget meget morsomt show.

Publikum har i al fald tilsyneladende indflydelse på showets udformning og kan blandt andet stemme om, hvorvidt de vil høre om klima eller strip! Anders

Matthesen har tilskuerne i sin hule hånd, og nogle afstikkere til gamle figurer bør være tilladt ved et jubilæumsshow. Kunsten er at forny indholdet, og det formår han til fulde.

Ingen andre stand-up'ere har så skarpe blikke for tilværelsens absurditeter lige nu. Crossfit-brugere, Masterchefer, kaninhviskere og svenskere - ingen og intet undgår Andens ordekvilibrisme. Mindst af alle ikke ham selv.

Vi oplever ham både synge og danse i talrige forklædninger, når han ikke optræder på diverse storskærme i nogle morsomme reklameindslag. Et elektronisk hoved markerer med en lyd, hvornår han går over stregen og igen kan vi via sms gøre vores indflydelse gældende - til den beskedne pris af 87 kr. pr. besked!

ANDEN 25 er blevet et vellykket forsøg på at fjerne sig fra de koncept-forestillinger, der især i de senere år har hæmmet ham lidt. Denne gang er der heldigvis dømt Show med stort S -samtidig med at han formår at være sig selv hele vejen.

Vi føler virkelig, at vi får alt, hvad han kan give på en dejlig ligefrem og humoristisk facon. Den afsluttende stående ovation bliver ikke blot en tak til den første danske mega-stjerne indenfor stand-up, men også erkendelse af, at han stadig er i en klasse for sig.

Der er en nærmest organisk sammenhæng mellem hans materiale og hans personlighed, og vi både kender og elsker ham - selv når en vittighed dør. Det sker dog yderst sjældent i løbet af de ca. 2 timer, som showet varer. Jeg kan i al fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har grint så meget som her.