★★★★★☆
Thomas Markmann hører blandt vore mest talentfulde dramatikere. Men spørgsmålet er, at om han har skrevet et mere helstøbt stykke end DRENGEN DER VILLE VÆRE VÆGTLØS?
Det må i al fald betegnes som hans mest bevægende og finder en næsten fuldendt balance mellem tårer og latter i Geir Sveaass smukt afstemt iscenesættelse.
Sveaass’ sans for personinstruktion er kommet hele holdet til gode:
Nicolaj Jørgensen, der primært har moret i biroller, er rørende som den tykke dreng, der efter faderens død har svært ved at løsrive sig fra hjemmet og den stærkt medicinerede mor. Med sin stjernekikkert drømmer han om et liv som astronaut, men må i stedet tage til takke med en lærerplads, der efterlader ham med lort på tøjet.
Vennerne, den småkriminelle Theis og frisøsen Winnie, synes der ikke at være meget håb for, men da hans kollega fra arbejdet får et godt øje til hans mor, aner han et flugtmulighed.
Mette Horn har næppe nogensinde været bedre end som denne på een gang tragiske og grotesk morsomme mor. Denne mors selvmedlidenhed og manglende evne til at tage hånd om sit eget liv fører tydeligvis kun til destruktion, og Mette Horn formår at få os til at ynke hende, selv når hun optræder allermest grusom.
Lars Bom skaber et vittigt men også kærligt portræt af "russeren", den jævne arbejdsmand, der i mangel af bedre får en stjernestund med moderen, og hans lune og musikalitet resultaterer tilmed i en dans.
Mads Reuther og Mette Klakstein Wiberg yder begge særdeles lovende præstationer som henholdsvis den stadig mere tvivlsomme Theis og den kærlighedhungrende Winnie.
Ingen tvivl om at Folketeatrets DRENGEN DER VILLE VÆRE VÆGTLØS nok skal få tårerne til trille i Hippodromen og på turné.
(Michael Søby)
