JAKOB OG PETER PLYS

★★★★☆☆

Den danske titel kan synes lidt misvisende, for det er helt klart Jakob (alias originaltitlens "Christopher Robin"), der har hovedrollen i denne film.

Allerede under forteksterne ser vi Jakob vokse op, forelske sig og stifte familie. Han er blevet en travl mappemand med begrænset tid til hustruen og den lille datter. Han har simpelthen glemt at være barn.

Men så er det, at den småfilosofiske Peter Plys dukker op i hans liv påny og snart er hele dyreklanen samlet for at få Jakob til at genopdage barnet i sig selv.

Instruktøren Marc Forster formår ligesom i mesterværket "Finding Neverland" at skabe en næsten fuldkommen nostalgisk atmosfære, der genkalder den barndom, som måske aldrig har været.

Mads Knarreborg er slet ikke dårlig som Jakob – en rolle, der i originaludgaven både spilles og speakes af Ewan McGregor. Donald Andersens stemme emmer både af forundring og poesi i rollen som Peter Plys og på sidelinien fryder vi os over Michael Hasselflugs Giles Winslow og Nis Bang-Mikkelsens misantropiske Æsel.

JAKOB OG PETER PLYS er en flot produceret familiefilm, der givet vil givet glæde børn, men måske i særdeleshed berøre deres forældre og bedsteforældre.