★★★★★★
Den danske titel på denne guddommelige dokumentarfilm synes at være en diskret henvisning til den populære komedie "Te med Mussolini", hvori tre af filmens fire Damer spillede festligt sammen.
Originaltitlen "Nothin’ like a dame" refererer derimod til en sang fra den klassiske musical "South Pacific", men har aldrig haft dybere mening end i forbindelse med "Te med Damerne".
Enkelte af deres samtaler vil muligvis forkomme temmeligt indforståede eller i al fald så ærke-engelske, at pointerne måske fortaber sig. Men hele filmen emmer bare af intelligent vid og henrivende livsvisdom, at man gør klogt i bare at suge hver en stavelse, hvert et blik og hver en gestus til sig.
For det er vitterligt fire uforlignelige kvinder, der holder topmøde på et prægtigt landsted. Den velnok mindst kendte er Dame Eileen Atkins, og det er i grunden urimeligt, for uden hende havde vi næppe haft TV-serien "Matador". Det var nemlig Atkins, der sammen med Jean Marsh (seriens Rose) skrev den legendariske TV-serie "Herskab og tjenestefolk", der tjente som inspiration for "Matador". Filmen omhandler dog kun Eileen Atkins’ talrige bedrifter som skuespiller.
Dame Maggie Smith er uden tvivl den morsomste af de fire damer. Vi kender hendes vid fra "Downton Abbey", men Maggie Smith havde allerede vundet to Oscar, før Judi Dench for alvor fik gang i karrieren med rollen som Dronning Viktoria i "Hendes majestæt, Mrs. Brown" og rollen som M i diverse James Bond-film. Dench har trods en lang række pragtpræstationer i hovedroller kun een Oscar – for bedste kvindelige birolle.
Vi hører hvordan Eileen Atkins og Judi Dench allerede i 50erne slog sig løs og hvordan Maggie Smith håndterede sit sammenstød med Laurence "Larry" Olivier.
Vidunderlige klip giver os en fornemmelse af hvilke triumfer disse Damer har opnået indenfor skuespilkunsten, og vi bliver lidt klogere på skuespillerkunstens allerdybeste hemmeligheder ved at lytte og aflæse disse pragtfulde koner og mødre.
Lady Joan Plowright har ganske vist mistet synet men ikke indsigten, og hendes visdomsord til slut rummer selve essensen af skuespilkunstens magi. Større bliver det simpelhen ikke.
Man forlader således biografen med både med vemod og med sang i sindet:
"There is nothin’ like a dame,
Nothin’ in the world,
There is nothin’ you can name
That is anythin’ like a dame!"
