-
Forside

logo logo logo

 

 

 

NOVAS 10 ÅRS JUBILÆUMSSHOW

★★★★


Den populære radiostation Nova har netop kunnet fejre 10 års fødselsdag i Operaen. En række af værterne kædede live-optræden fra flere af landets hotteste sangere sammen. Alle hovednavnene var mænd, mens der til gengæld var en overvægt af kvinder til at præsentere og synge kor.

Allerede efter den første håndfuld numre stod det fast, at det planlagte sluttidspunkt ikke ikke kom til at holde. Mads Langer gav sig nemlig god tid. Rigtig god tid faktisk, for vi skulle også høre om en fyr fra Skive, der solgte sportstøj...

Langer lagde ud med en party killer af en akustisk ballade, og efterfølgende fik vi lov til at høre ham acappella. Højdepunktet blev sangen om elefanten i porcelænsforretningen i et ganske veltilrettelagt sæt, der viste hvilken spændvide, talentet efterhånden har. Der er dog mere entertainer over Burhan G., selvom hans sange forekom mere ensartede denne aften. Men lidt kvindelig assistance bl.a. i en smuk duet gjorde underværker.

Rasmus Seebachs første sange forekom ikke velvalgte, men med Vild med dans-hittet "Olivia" fik han for alvor publikum med. Og helt suverænt var hans fortolkning af faderens tvivlsomme Grand Prix-vinder "Under stjernerne på himlen".

Rasmus Seebach kan noget særligt, som også hans far og Kim Larsen kunne. Vi føler os fortrolige med dem, som var det familie, og det er en sjælden gave.
Gad vide om Gamle Maersk ville have sunget med på "Baby, la' mig pop' den for dig", sådan som hovedparten af tilskuerne gjorde, da Nick & Jay indtog scenen. Deres diktion - eller mangel på samme - krævede dog et vis forhåndskendskab til alle ordene, og aftenen samlede sejrherre var og blev Rasmus Seebach, hvis klare røst og tekstformidling gjorde udslaget.

Generelt fungerede den musikalske del godt, men koncerten gik 45 minutter over tid, hvilket er uacceptabelt selv for en fødselsdagsgalla. Da de musikalske indslag helt klart var de bedste og mest populære, burde man derfor have skåret markant i alle overgangene. Radioværter egner sig tydeligvis bedst til at blive hørt i radioen.