-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CARMEN

★★★

CARMEN er blevet filmatiseret flere gange - i 80erne bl.a. af store instruktører som Carlos Saura og Francesco Rosi. Den filmisk set mest vellykkede version er dog Mark Dornford-Mays 2005-udgave af CARMEN (U-Carmen eKhayelitsha), der udspilller sig i Sydafrika.

Den spanske iscenesætter Marcos Moreu lader - måske derfor? - også sin balletversion på Det Kongelige Teaters Gamle Scene udspille sig som en filmoptagelse. Vi bliver vidne til indspilningerne på selve scenegulvet, mens den øvre del af scenerummet består af et filmlærred, hvorpå resultatet bliver vist.

Marcos Moreu har især ladet sig inspirere af geniet Federico Fellinis sort-hvide genialitet i "8½" - et af hovedværkerne, men de videoptagelser, vi er vidner til, mangler unægteligt et strejf af mesterens storhed og trætter hurtigt øjeæbler med æstetisk sans.
Silvia Delagneaus opulente rober kommer da også mest til deres ret i farver og bliver på godt og ondt et højdepunkt i forestillingen. For det er som om tøjet har været vigtigst af alt. Og vel vandt "8½" en Oscar-statuette for sine kostumer, men værket CARMEN og "8½" er dog så meget mere end et mondænt modeshow.

Og når man i programmet finder et underligt malplaceret Alfred Hitchcock-citat ("For mig er en film ikke et stykke liv, men et stykke lagkage"), så har man lyst til at minde om, at lagkager først og sidst bør vurderes på deres smag og deres indhold.

Marco Moreu har fået den håbløse ide at lade danserne sige replikker, og da han som udlænding i sagens natur ikke kan høre, hvor uoverbevisende samtlige replikker falder på dansk, dør man en smule hver eneste gang en danser åbner munden. Esther Lee Wilkinson har i det mindste nogle dramatiske udtryk at byde ind med, og hvis Tammi Østs Richard III på Husets Teater en dag savner en pukkel, så kan han jo henvende sig til Wilkinson.

Rent musikalsk er og bliver denne CARMEN en rodebutik, der også inkluderer Edith Piaf (!), men dirigenten Tim Murray får alligevel det bedste ud af Det Kongelige Kapel på premiereaftenen.

Scenografisk forsøger Max Glaenzel også at holde dampen oppe, mens koreografien kun momentvis fænger. Bedst fremstår ensembledansen udført af sortklædte dansere med lyserøde strømper.

CARMEN på Det Kongelige Teater er endt som kostbart camp, og man savner en samlet målrettet vision bag iscenesættelsen. Nu ender hun som et trafikuheld på Kongens Nytorv, og det er faktisk hverken særlig sjovt eller inspirerende.



(Michael Søby)