-
Forside

logo logo logo

 

 

 


SIGURDS DANMARKSHISTORIE

★★★★


Den økonomiske desperation på Det Kongelige Teater når et nyt lavpunkt med opførelsen af SIGURDS DANMARKSHISTORIE på Skuespilhusets store scene. Man vil tilsyneladende spille alt - blot der er udsigt til at sælge billetter. Sigurd Barrett har da også tallene med sig - både med hensyn til bøger- og pladesalg - og det er bestemt en sympatisk ide også at ville præsentere Danmarkshistorien i teaterform til et yngre publikum.

Men Det Kongelige Teater skal som bekendt levere "det ypperste i alle led" og selvom Sigurd Barrett er en venlig formidler med en vis sans for ørevenlige melodier, bør man ikke forvente nogen form for kunstnerisk værdi i denne forestilling. Hvad vi i stedet får er løftede pegefingre, når de medvirkende ikke har for travlt med at klappe for - og det har de tit. Velkommen til Det Kongelige amatørteater!

Den småmopsede teenager i front hedder naturligvis også Barrett til efternavn og kan ikke gøre for, at hun er havnet i den position. Fire blonde dansepiger synes snarere at være rekruteret fra et gymnastikhold end fra Den Kongelige Ballet, hvad der ellers ville være nærliggende, og man fristes næsten til at tro, at Dansk Folkeparti har finansieret dette entydige bud på en danseglad dansk ungdom.

Stakkels Adam Ild Rohweder skal på utroværdig vis lægge krop og ansigt til flere af Danmarkshistoriens stolte sønner, og hans sang i rollen som Christian 4. bliver dagens bundskraber. Når der nu er tale om et samarbejdsprojekt mellem Sigurds Danmarkshistorie v/Sigurds Butik og Det Kongelige Teater, hvorfor får man så ikke en erfaren scenekunstner fra teatrets ensemble til at spille med? Har de nægtet?

Den fragmentariske tidsrejse-historie, der fortælles sideløbende med Sigurd Barretts finurlige omskrivninger af Danmark-data, er blottet for egentlig teatermagi og ender i klam sentimentalitet. Et jovialt tre-mands orkester gør udmærket fyldest, så længe de ikke siger replikker.

Louise Schouws iscenesættelse har tilsyneladende energi som det primære mål, men det afholdte dog ikke den lille dreng på rækken foran fra gentagne gange at spørge:

"Hvornår er der pause?"



(Michael Søby)