IN THE AISLES

★★★★★☆

Et af de største lokale hits på årets filmfestival i Berlin blev Thomas Stubers IN THE AISLES ("In den Gängen"), en off-beat kærlighedshistorie, der udvikler sig mellem rækkerne i et gigantisk varelager.

Franz Rogowski yder en smuk, intens og sårbar præstation som Christian, en tidligere straffet, der ansættes på prøve i det umådeligt triste varelager. Her falder han for Marion, den eneste livfulde medarbejder på hele arbejdspladsen, men hun viser sig at være ulykkeligt gift men gengælder tilsyneladende hans følelser.

Mange ølkasser og konservesdåser når at blive stablet, inden en egentlig relation mellem dem begynder at udvikle sig, men han får gode råd af den ellers noget mutte kollega Bruno, der også sørger for, at historien tager en højest uventet drejning undervejs.

I rollen som Marion får vi et kærkomment gensyn med Sandra Hüller, der brød igennem med en sølvbjørn-belønnet indsats i "Requiem" og som senere opnåede stor popularitet som den hårdt prøvede datter i "Min far Toni Erdmann". Også Peter Kurth (der vandt flere priser for "Herbert", en anden af Thomas Stubers film) gør indtryk som vennen Bruno, der viser sig også at have sine egne problemer at slås med.

IN THE AISLES gennemstrømmes af en stilfærdig humanisme og lader kærligheden gro i de mest trøstesløse omgivelser. Miljøsskildringen er eminent, og med en trio af skuespillere, der aldrig forsøger at stjæle billedet, bliver filmen ligeledes en hyldest til tilværelsens stille eksistenser og den fineste tyske kærlighedshistorie vi har set herhjemme siden "Free Fall" ("Freier Fall").