DEN DAG PÅ STRANDEN

★★★★★☆

Dominic Cooke, der iscenesatte den spektakulære udgave af Sondheim-musicalen "Follies" på The Royal National Theatre i London, viser sig også at være en særdeles talentfuld filminstruktør. Han er tilmed velsignet med et stærkt manuskript af Ian McEwan baseret på dennes roman.

Ian McEwan skrev forlæget for "Soning", 2007s bedste engelsksprogede film og er p.t. aktuel i de danske biografer med "Dommerens valg", hvor Emma Thompson yder en af karrierens fineste præstationer.

DEN DAG PÅ STRANDEN ("On Chesil Beach") omhandler også store spørgsmål om livsvalg og skæbnens uforudsigelighed. I centrum står et ungt par, der skal tilbringe brudenatten på et strandhotel.

Saoirse Ronan, der som barn fik sig et Oscar-nomineret gennembrud i "Soning", og Billy Howle, som vi sidste år nød som en ung Jim Broadbent i "Når noget slutter", har et glimrende samspil som det unge par, hvis seksuelle frustrationer og uerfarenhed spænder ben for den store kærlighed. De to skuespillere bliver da også genforenet i en ny filmatisering af Anton Tjekhovs "Mågen" med Annette Bening som dominerende diva.

DEN DAG PÅ STRANDEN har et episk flow som en god bog, men bliver alligevel dybt filmisk via en raffineret klipning, nogle velkomponerede billeder samt fornemme periodeskildringer. Man glæder sig desuden over gensyn med Emily Watson ("Breaking the Waves") og Anne-Marie Duff ("Nowhere Boy") i meget forskellige moderroller.

En sval, fin og klog film som DEN DAG PÅ STRANDEN kan nemt blive overset i et repertoire med mere støjende tilbud. Men gir man den lov til at forføre, får man til gengæld en af sæsonens mest delikate overraskelser. Et lavmælt men dybtfølt kærlighedsdrama for et voksent publikum.