WEST SIDE STORY

★★★★★☆

Leonard Bernsteins hovedværk WEST SIDE STORY har allerede haft flere opførelser i Danmark i år for at markere komponistens 100 års jubilæum. Men det er dog Kasper Holtens storartede svensksprogede opsætning på Malmø Opera, der imponerer mest. Selv pauseklokken ringer med Bernsteins udødelige musik.

I Steffen Aarfings jernhårde stilladscenografi afspejles en gold verden, som kun kan udløse rastløshed og vold. Desperate teenagere drøner omkring på den roterende drejescene, men ender alligevel det samme sted.

Det er et ungt hold, som Kasper Holten har stillet, og det gør den tragiske Romeo og Julie-historie endnu mere trist. Dette er store børn, der aldrig får en chance.

Det bliver også en opsætning, der i høj grad præges af en samlet vitalitet fremfor enkelpræstationer. Ikke blot de enkelte dansenumre, men hele forestillingen virker gennemkoreograferet i en flot gennemført stil. Et sjældent vellykket samarbejde mellem en instruktør og en koreograf (Signe Fabricius).

Få musicals har så mange glimrende sange som WEST SIDE STORY, og i Malmø synges de med en tilstræbt naturlighed, der virker organisk i forhold til spillet, og med et støttende og styrkende orkester. Vi har hørt partiet som Tony sunget med større maskulinitet og tyngde og vi har oplevet en Maria synge med mere kontrolleret vibrato, men det bliver heldigvis mindre væsentligt i den store sammenhæng.

For WEST SIDE STORY får i Malmø bevist sin levedygtighed og relevans – også for en ny generation. En bedre jubilæumsgave til den afdøde komponist og til publikum gives næppe.

NB! Man bør komme i god tid, så der er tid til at nyde de udsøgte Ingmar Bergman-kostumer i foyeren. Bernstein er trods alt ikke den eneste, der skal fejres i år.

(Michael Søby)