-
Forside

logo logo logo

 

 

 


LYKKE-PER

★★★★★★

Bille August får et overrumplende comeback i dansk film med denne majestætiske filmatisering af Henrik Pontoppidans litterære mesterværk LYKKE-PER. Filmen må uden tvivl betegnes Bille Augusts mest vellykkede danske produktion siden Cannes- og Oscar-triumfen "Pelle Erobreren".

Det må have været en kæmpeopgave at løfte, for alle har en mening om og en opfattelse af LYKKE-PER. Far og søn, Bille og Anders August, formår i deres forbilledlige manuskript at strukturere dette enorme epos, så man ikke keder sig et minut i den ellers to time og tre kvarter lange film. Faktisk kan man slet ikke vente til næste år med at se TV- serien, hvor flere af filmens velvalgte birolleskuespillere sikkert i højere grad får lov til at folde deres karakterer ud. Fremfor alt giver filmen lyst til en genlæse romanen og det kan man mene er en filmatiserings allerfornemste opgave.

Esben Smed ejer både sårbarheden, kynismen og poesien til titelrollen. Er replikbehandlingen ikke altid helt klassisk, så låner den til gengæld en følelse af utilpassethed til figuren, og det klæder den faktisk. LYKKE-PER hører ikke til. Han er - på godt og ondt - sin egen.

Katrine Greis-Rosenthal har i starten ikke alt for mange udtryk at byde på, men gradvist får også vi øje for hendes kvaliteter. Tommy Kenter og Tammi Øst fremstår begge med pondus og værdighed som hendes forældre, og Julie Christiansen er yndig og lidt fræk som lillesøsteren. Benjamin Kitter, Ole Lemmeke, Rasmus Bjerg, og Poul Hüttel yder alle blændende karakterskuespil i periferien, og som Lykke-Pers forarmede mor står Elsebeth Steentoft stærk og uforsonlig.

Det er som om, at en række af dansk films bedste folk kulminerer i denne film. Særligt må man komplimentere fotografen Dirk Brüel for en udsøgt farvesans, hvad enten han er til middagsselskab hos familien Salomon eller ude i den barske natur. Klippeduoen Anne Østerud og Janus Billeskov Jansen ved tilsyneladende altid præcis hvornår en scene er forbi, og kostumedesigner Manon Rasmussen kroner sin karriere med en perlerække af udsøgte kreationer, der ikke blot vidner om stor æstetisk sans, men også om en indgående social forståelse. Det gælder også Jette Lehmanns arbejde med de formidable dekorationer, der rammer plet, hvad enten vi befinder os i en fattig præstebolig eller på en velbesøgt restaurant.

Lorenz Dangel formår med sin på een gang moderne og klassiske musik at finde balancen mellem balance mellem fortid og nutid. Det støtter en historie, der ikke kun høre fortiden til. For kampen for at finde sig selv i livet er en evig kamp, og selvom man kan føle sig fri, vil man altid være sine forældres barn.

LYKKE-PER bliver ikke blot en flot filmatisering, men i mindst ligeså så høj grad en dybtfølt og tidløs saga om en fars søn. Formidlet af en far og hans søn.

Årets bedste dansk film? Nej, årtiets bedste.