★★★★★☆
Tom Volfs storartede dokumentarfilm om forrige århundredes tørste operadiva Maria Callas lader hende selv komme til orde. Både i for der understreger den stadig større afstand mellem Maria og Callas.
ilmens omdrejsningspunkt er David Frosts fortræffelige interview med hende i 1970, hvor hun får sat ord på den indre konflikt, der følger hende hele hendes professionelle liv. Vi tvivler bestemt ikke på, at hun også har opført sig som en diva i flere henseender, og at hun selv har været overbevist om, at det var for kunstens skyld.
Det vrimler med klip af samtidige kendisser som Elizabeth Taylor, Grace Kelly, Brigitte Bardot, Anna Magnani samt søstrene Catherine Deneuve og Francoise Dorléac. Men hverken Luchino Visconti eller Franco Zeffirelli får lov til at fortælle om deres samarbejde med Callas, men dukker blot op i strømmen af flygtige bekendtskaber og det er måske filmens største minus. Et par unøjagtigheder i oversættelserne bærer man også over med, når man ser og hører Maria Callas synge. For selvom stemmen og det dramatiske talent hver for sig var i særklasse, så blev kombinationen både enestående og uovertruffen.
Med årene fandt Maria Callas tilsyneladende større lindring i publikums tilbedelse end de tidlige år, hvor hun blev forfulgt i medierne. Ikke mindst i forbindelse med en gallaoptræden i Rom, hvor hun aflyste midtvejs efter at have sunget nydeligt indtil pausen. Så fik hun pressens vrede at føle.
Privatlivet blev aldrig nogen succes og de afsluttende billeder af en enlig Maria Callas er hjerteskærende smukke, fordi de vidner om, at selv de største karrieremæssige triumfer ikke skaber lykke. Det vidste Maria Callas selv bedre end nogen.
