-
Forside

logo logo logo

 

 

 


PAPILLON

★★★★★★

Machoinstruktøren Franklin J. Schaffners 1973-version af PAPILLON fortjener primært at blive husket for en intens Golden Globe-nomineret præstation af Steve Macqueen. Men man bør heller ikke glemme Jerry Goldsmiths Oscar-nominerede musik og en rædsom indsats af Dustin Hoffman, der også blev kåret til årets værste birolleskuespiller af magasinet National Lampoon for sit portræt af den rige kunstnersjæl Degas.

Den danske filminstruktør Michael Noer kun i glimt op til den ikke uproblematiske original med sin genindspilning, fordi han fortaber sig i volden og lidelsen. Vi kommer aldrig for alvor til at kende filmens hovedkarakterer.

Charlie Hunnam har ellers tydeligvis trænet en del for at komme i form til rollen, men barneansigtet forbliver det samme, og såvel stemmeføringen som den generelle replikbehandling forekommer for triviel. Bedre går det på den front for Rami Malek, der til gengæld løber tør for udtryk inden lukketid.

Den nye filmatisering af Henri Charrières roman er med sine to timer og 17 minutter næsten lige så lang som originalen og føles endnu længere - til tider næsten som et langvarigt fængelsophold.

Ingen af filmens øvrige medvirkende formår nemlig at interessere bare den mindste smule. Vor landsmand Roland Møllers tredje forsøg på at få en substantiel Hollywood-karriere virker efterhånden ligeså desperat, som når den danske viking Rasmussen forsøger at vinde det internationale Melodi Grand Prix.

Bedst er faktisk den afsluttende billedmontage, der søger at give filmen den ægthed, den faktisk aldrig får. Trods et stor budget og en instruktør, der i sine danske film ellers har udvist en vis psykologisk finesse.