LAWRENCE OF ARABIA

★★★★★★

David Leans hovedværk? Peter O’Toole’s bedste? Verdens dyreste homofilm? Meningerne om LAWRENCE OF ARABIA er mange, men et mesterværk, det er den altså.

De overdådige billeder af ørkensandet får her en næsten sensuel karakter og hører til de flotteste i filmhistorien. Og hvem keder sig, når man kigger ind i øjnene på Peter O’Toole og Omar Sharif. Også Alec Guinness og Anthony Quinn gør det godt i biroller, selvom man har bebrejdet Lean, at han ikke brugte lokale skuespillere for at sikre fuld troværdighed.

Lad os hverken glemme Maurice Jarres udødelige musik, eller det begavede, vittige og ganske vovede manuskript – der er som renset for kvinder.

LAWRENCE OF ARABIA hører hjemme på et stort lærred, så glem alt om køligere vejr, smid sadlen på drommedaren og rid ham i møde. Du vil ikke fortryde det.