-
Forside

logo logo logo

 

 

 

SATYAGRAHA

★★★★

CPH OPERA FESTIVAL satser originalt med dette gæstespil, et atypisk mix af opera og nycirkus. Resultatet fremstår både spektakulært og underholdende, men om symbiosen mellem de to kunstarter rent faktisk er vellykket, kan i den grad diskuteres.

Philip Glass' fortryllende musik kan umiddelbart virke gentagende, men er det faktisk ikke. Den byder faktisk både på små variationer i tempo, enkelte toneskift og diskrete ændringer i instrumenteringen undervejs. Det kræver ro til koncentration at fange nuancerne, og det får man ikke i Folketeatret denne aften.

Iscenesætteren Tilde Björfors' er så forhippet på at lave nye scenebilleder, at hun alt for sjældent giver os mulighed for at fortabe os i musikken. Værst i 1. akt. hvor to springfyrer støjer så meget i forgrunden, at man irriteres over deres egentlig ganske imponerende springkombinationer. Og når så den mere folkelige del af Folketeatrets publikum kvitterer med højlydt bifald efter hver en koldbøtte, selvom operasangerne og musikerne stadig synger og spiler, virker det respektløst overfor forestillingens musikalske udtryk.

Dan Potras scenografi forekommer langt mere opfindsom end kostumerne, der ligner et restlager fra film som "Lawrence of Arabia" og "Cabaret" Orkesteret har man i første del lukket inde i en teltlignende firkant, hvorpå man kan projicere billeder og tekster med relation til den politiske historie, der tager sit udgangspunkt i Sydafrika i starten af forrige århundrede.. Der arbejdes også med dybde perspektiv og i højden, hvilket bl.a. indebærer en aldrende syngende "Mary Poppins" i en alt for lang kjole. Men lidt svært at koble med en alvorlig politisk historie.

Sangligt ydes der en nydelig indsats hele vejen rundt, og orkesteret frigøres i mere end een forstand i forestillingens sidste akt, hvor mindre bastante og mere relevante scenebilleder knytter historien sammen.

Man har også på fornemmelsen, at der har været bedre plads på Stockholms Folkoperas scene end på scenen i Folketeatrets store sal, for de mange medvirkende og diverse store optrin føltes sammenklemte.

Forestillingen er i sidste ende en uforfalsket hyldest til humanisterne blandt de store politiske ledere - fra Gandhi til Obama, men den kan være svært at tage helt alvorligt, når der hele tiden skal jongleres og gås på line af frygt for, at vi keder os.

 

(Michael Søby)