-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MAMMA MIA! HERE WE GO AGAIN!

★★★★★


Det er efterhånden 10 år siden, at en skrøbelig filmversion af den i forevejen tvivlsomme musical "Mamma Mia!" blev en uventet publikumsucces trods yderst blandede anmeldelser.

Genhøret med diverse Abba-hits og en stærk indsats som Donna af Meryl Streep, der formåede at holde sammen på en åndsvag historie, viste sig at være nok for mange. Derfor kan man jo ikke fortænke producenterne I at gøre forsøget igen - vel vidende af Abba-sangbogen rummer et utal af gode sange.

Alligevel har man i den nye film valgt at give os genhør med flere af sangene fra første film i nye arrangementer, og det kan synes lidt ideforladt.

Til gengæld har instruktøren Ol Parker valgt at fortælle to historier - en fra Donnas ungdom og een efter hendes død. To beretninger, der først mødes til sidst og som slet ikke giver mening under de afsluttende tekster, men som ikke desto mindre giver filmen en god dynamik.

Bortset fra en enkel magisk scene, hvori hun får godt modspil, er den kvieøjede Amanda Seyfried temmelig fersk som Sophie. Vi befinder os langt bedre i tilbageblikkene, hvor Lily James (fra "Downton Abbey") formår at brænde i igennem. Hun har da også selskab af tre nydelige unge mænd i skikkelse af Jeremy Irvine, Josh Dylan og Hugh Skinner. Derimod virker Dominic Cooper noget træt som Sophies' kæreste og Andy Garcia ligner kun en græsk gud set i nostalgiens lys.

Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård og Colin Firth har tilsyneladende allerede påbegyndt deres ferie, mens Christine Baranski og Julie Walters i det mindste får et par sjove replikker at lege med.
Meryl Streep stjæler også denne film - denne gang fordi hun i een enkel scene beviser, at hun er den eneste, som for alvor formår at spille og synge på samme tid.

En bepudret 72-årig Cher, Streeps veninde siden deres Oscar-nominerede samspil i Mike Nichols' "Silkwood", gør mod slutningen en grandiøs entre, men synes så gennemopereret og computeranimeret, at hun fremstår som verdens mest velbalsamerede transvistit. Den markante stemme har hun tilsyneladende endnu, men hendes syntetiske udtryk vil kun begejstre fans.

De herrer Benny Andersson & Björn Ulvaeus dukker op som statister i filmen, og da tager man virkelig sig selv i at udbryde: "Mamma Mia!"