Månedens interview:

JANNIE FAURSCHOU

Et af de absolut bedste argumenter for at se den nye børnefilm "Far til fire i solen" er, at den byder på et velkomment gensyn med skuespillerinde Jannie Faurschou. Det forekommer ubegribeligt, at det i år er fire årtier siden, at man lagde mærke til hende i en lille rolle i Astrid Henning-Jensens populære "Vinterbørn", der vandt en sølvbjørn i Berlin.

"Hun var en heftig dame", husker Jannie Faurschou. "Det var ikke alle, der var lige begejstrede, men jeg havde det fint med hende."

Jannie Faurschous første store filmopgave fulgte allerede i 1981. Filmen hed "Ulvetid" og var instrueret af Jens Ravn og noget så sjældent som en dansk gyser med Frits Helmuth og Ghita Nørby i de øvrige hovedroller.

Den var ikke umiddelbart nogen publikumsucces, men jeg har siden hørt, at den er blevet kult. Jeg følte mig meget alene, for Ghita og Frits kendte hinanden godt og snakkede kun lidt med mig. Men jeg prøvede at få det bedste ud af det, og forsøgte mig med lidt method acting. Jeg var bl.a. med i en scene, hvor jeg skulle græde, og tænkte over, hvad der kunne få mig til at græde lige nu. Det var kort tid efter, at John Lennon var blevet skudt, så jeg stod sgu og græd over John Lennon!"

I 90erne indspillede hun flere film af Eddie Thomas Petersen, en af datidens unge filmkometer bl.a. "Springflod". Siden hørte man ikke meget til ham.
"Jeg tror han blev træt af vores branche."

"Springflod" indbragte Jannie Faurschous en Bodil overfor en ung Trine Dyrholm, men Jannie Faurschou var mindst ligeså god som refrainsangerinden Nora i "Roser og Persille", der gav Søren Pilmark hans til dato bedste filmrolle overfor de daværende barnestjerne Mille Lehfeldt og Kasper Andersen.

Så gik der mærkværdigvis nogle år, før filmbrancen atter havde en god opgave til Jannie Faurschou. Den kom så heldigvis i 2002 med Annette K. Olesens "Små ulykker", der i Berlin blev belønnet med "Den Blå Engel" (opkaldt efter Marlene Dietrich-filmen af samme navn).

"Filmen "Små ulykker" var lavet efter Mike Leigh-metoden og kom til mig på det helt rigtige tidspunkt. Jeg var træt af at være skuespiller og af hele tiden at få at vide, hvilke skuffer jeg skulle hive ud. Her var man pludselig medskabende fra begyndelsen og havde direkte indflydelse på karakterens udformning."

"Små ulykker" blev hædret med hele 6 Bodil-nomineringer – inklusive een til Jannie Faurschou.
Selvom der i perioder har været langt mellem de gode filmroller, så har teatergængere løbende kunne glæde sig over Jannie Faurschous talent i et væld af store og små roller.

"Jeg var så heldig at møde Ib Thorup ifm Botho Strauss’ "Kalldewey. Farce" på Rialto Teatret. Han blev min "soul mate" og vi kom til at lave flere ting sammen bl.a. "Mercedes". Det var vildt at komme ind i et fællesskab, hvor man var så dus med hinanden og vidste, hvad hinanden tænkte."

Jannie Faurschou triumferede også i titelrollen"Alice" på Teatret ved Sorte Hest iscenesat af Birgitte Kolerus.

"Det var ligesom, der svævede en lille engel henover den produktion. Det var et skønt samarbejde med et temperamentsfuld menneske, der forlangte meget."

På Aveny-T sejrede Jannie Faurschou i "Love".

"Det var en dejlig forestilling. Emmet Feigenberg fik den ide, at vi allesammen skulle kunne bryde ud i sang – sådan i kareoke-stil. Han ville ha’ , at jeg skulle synge "Night and Day", men da jeg spillede en frygtelig mor, der var forelsket i sin egen søn, så synes jeg, at Dusty Springfield-sangen "You don’t have to say you love me" passede endnu bedre til min karakter. Og sådan blev det.

Der var på den forestilling, at jeg mødte "Rysse" (Claus Ryskjær), som var et meget utrygt menneske på en scene, men som her fandt en ro. "Love" var i det hele taget en skøn produktion – og med mange nye talenter: Maria Rossing og de to rødder, Dejan Cucic og Thomas Bo Larsen. Thomas spillede iøvrigt min søn – og nu spiller vi så kærester i en "Far til fire"-film. Det er helt vanvittigt!

Emmet Feigenberg iscenesatte mig også i en spændende forestilling, der hed"Camping" på Teater Grob. Her var Karen-Lise Mynster og jeg en slags søstre på en jødisk kirkegård.

Jeg har også haft nogle spændende opgave på Det Kongelige Teater og spillede bl.a. med i "Anne Sophie Hedvig" overfor Bodil Jørgensen og Jørgen Reenberg. Jørgen Reenberg kan jo godt være lidt hård, fordi han er så passioneret på alles vegne, men han har altid været sød ved mig."

Jeg var også glad for at medvirke i forestillingen "Det åbne land" af Arthur Schnitzler i 1993. Det var ham, der sagde, at den østrigske mentalitet er en blanding af sentimentalitet og brutalitet.

Der medvirkede et hav af gode skuespillere i den forestilling – og i de flotteste kostumer! Skæddersalen var helt gået amok. Man havde lagt så stort et arbejde i det, og den slags findes jo nærmest ikke mere. Men det var så lækkert."