-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MISANTROPEN

★★★★★

Er der overhovedet nogle af sommerens kulturtilbud, der fryder mere end en tur i Grønnegård Teatret? I al fald næppe, når der som i år spilles MISANTROPEN, en af verdens mest raffinerede komedie. Jesper Kjærs forbilledlige oversættelse pibler ligefrem af en velsignet ordmunterhed, der forplanter sig til publikum.

Den danske sommer udgør den væsenligste del af kulissen og den kan blive svær at overgå i år, men Manfred Blaimauers overdådige kostumer formår alligevel at stjælpe opmærksomheden gang på gang.

I centrum for handling står den forbitrede Alceste, som Nicolas Bro fylder med en indædt lavmælt smerte. Ikke mindst i scenerne med hans elskede Célimène (tvetydigt spillet af Sonja Richter).

Den særlige rytme, man finder i Molières replikker, mestrer Mads Wille bedre end nogen anden på scenen - i rollen som Philinte, og man ærgrer sig derfor over, at han i den vigtige scene, hvor han erklærer sin kærlighed til Célimènes kusine (den indtagende Laura Bro) ikke i tilstrækkelig grad stoler på ordene.

Jens Sætter-Lassen tar sig elegant ud som en af markiserne, men det er dog oftest Nicolai Jørgensen, der morer. Patrick Baurichter kæmper ihærdigt med teksten som markisen Oronte, men det passer sådan godt til figuren. Charlotte Fichs uhyre folkelige bud på Arsinoé reducerer på lignende facon figuren til en nar. Det kan der vel være en pointe i, men stilmæssigt skuer det en smule i forhold til Madeleine Røn Juuls ellers så nuancerede iscenesættelse.

Lad os ikke glemme teaterchefen Sten Stig Lommer i diverse småroller. Få kan som han formå at udtrykke hele tjenerstandens samlede livslede i et enkelt blik - med natpotten i hånden!

MISANTROPEN indeholder nemlig ogn skarp social kritik, der først og sidst synes rettet mod det forkælede bogerskab. På Grønnegård Teatret er den blevet et diskret men indædt opgør med de privilegerede klassers dårskaber - og dermed tilsyneladende mere aktuel end nogensinde.