FAR TIL FIRE I SOLEN

★★☆☆☆☆

Det er efterhånden 19ende gang, at vi udsættes for en film om "Far til fire", og atter må man konstatere, at den første med bl.a. Ib Schønberg og Peter Malberg var og blev den bedste.

Martin Brygmann og Thomas Bo Larsen dyster tilsyneladende i pinligt overspil som henholdsvis far og onkel, mens Jannie Faurschou fremstår som filmens mest attraktive kvinde – en smuk kontrast til tidlige tiders nabokoner som eksempelvis Fru Sejersen.

Martin Miehe-Renard får ikke helt nok ud af de smukke omgivelser sydpå, og det ultrakonservative univers synes stadig mere stivnet i sin egen forlorne form.

En række skuespillerbørn kæmper forgæves med intetsigende roller, og det virker komplet uforståeligt, at den søde Fransisco (sympatisk spillet af Lior Foighel) bliver vraget til fordel for skiderikken Peter, der brænder sin kæreste Søs af netop den dag, hvor de skulle rejse holde ferie sammen i Spanien.

Filmen synes også at ville retfærdiggøre, at man ikke øver sig på sit musikinstrument og at man stjæler en hundehvalp. Men hovedbudskabet – at du er go’ nok – går rent ind til sidst via endnu en af de iørefaldende sange, som Far til fire-filmene altid har været leveringsdygtige i.