-
Forside

logo logo logo

 

 

 

VIOLINISTEN

★★★★


"Duet for en" med Julie Andrews og "Hilary og Jackie" med Emily Watson er blot et par film om strygermusikkens kvindelige mestre, der mistede evnen til at udføre deres kunst. Nu er det finnernes tur til at give os et kompetent moderne bud på denne type film, og med VIOLINISTEN ("Viulisti") er det faktisk lykkedes instruktøren Paavo Westerberg at skabe en film, der kan måle sig med de øvrige.

Den nye film har tilmed et markant dansk islæt, og vi får ikke bare en række dejlige billeder fra København bl.a. af Skuespilhuset og Operaen, men også et gensyn med en til lejligheden engelsksproget Kim Bodnia i rollen som international feteret dirigent.

Bodnia giver en ganske magtfuld præstation, og atter må man konstatere, hvor forfriskende fordomsfrit danske skuespillere bliver benyttet i udlandet.

Diverse klassiske kompositioner af især Mendelssohn danner den helt rigtige musikalske klangbund for et troværdigt trekantsdrama.

Den svale skønhed Matleena Kuusniemi overbeviser som den forpinte Karin og Olavi Uusivirta er ikke mindre god som hendes elev og unge elsker. Også Samuli Edelmann yder en solid indsats som Karins tilsyneladende overbærende mand.

VIOLINISTEN fremstår som indbegrebet på civiliseret underholdning, og den lidenskabelige musik trækker bestemt ikke ned.