★★★★☆☆
Det er grøde i de amerikanske mainstream-film i øjeblikket – og på høje tid! Sidste sæson demonstrerede "Wonder Woman", at også en superheltefilm med kvindelig hovedperson kunne sparke røv i box office-sammenhæng og i denne sæson blev det så den sorte panters tur til at vise at også film med afro-amerikanske hovedpersoner kan slå publikumsrekorder.
Nu kan vi så glæde os over, at LOVE, SIMON som den første deciderede ungdomsfilm med en homokarakter i centrum hitter globalt. Det er da også en let, fordomsfri og ualmindelig generøs film, som generationer af homoseksuelle givet har savnet. Også for heteroseksuelle bør den udgør en del af deres generelle dannelse.
Kunstnerisk og emotionelt når vi naturligvis ikke op på samme niveau som hverken "Brokeback Mountain", "God’s Own Country" og "Call Me By Your Name", men LOVE, SIMON kan meget vel få større indflydelse på opfattelsen af homoseksuelle – ikke mindst i USA – fordi den adresserer det unge publikum i et filmsprog, de forstår.
LOVE, SIMON er en moderne spring-ud historie, men også en del mere end det. At skoleforestillingen hedder "Cabaret" må siges at være velvalgt, fordi den netop handler om en bøsses første spæde erfaringer. Det går også flere andre potentielle homo’er på skolen, og man kan kysse hinanden på munden uanset køn og hudfarve. Det er noget nyt i mainstream-America – og indgyder håb for fremtiden!
Greg Berlantis instruktion sprudler af liv, men han kan også skabe følsomme scener, hvor den cool men også skrøbelige hovedperson Simon kæmper med sig selv. Filmens overraskende vakse manuskriptforfattere Elizabeth Berger og Isaac Aptaker konfronterer og punkteter klicheerne i de amerikanske ungdomsfilm.
Nick Robinson er glimrende i titelrollen – på een gang sej og sårbar – og hans Simon kan man sagtensrelatere til – uanset ens egen seksuelle observans. Lysten til at give den velspillende Keiynan Lonsdale et kys virker også fuld forståelig.
LOVE, SIMON minder os om den allerførste forelskelse – og hvem vil ikke gerne være forelsket?
