-
Forside

logo logo logo

 

 

 

VEITSLAN ALIAS FESTEN

★★★★★★

Færøsk og Grønlandsk teater hører til sjældenhederne i København. Derfor fortjener CPH STAGE al mulig ros for, at vi i år bl.a. kan se "Den grønlandske mand" baseret på grønlandsk forlæg og med 4 grønlandske medvirkende samt VEITSLAN ALIAS FESTEN, et gæstespil fra Færøerne baseret på Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs "Festen".

VEITSLAN ALIAS FESTEN inddrager både musik og traditioner fra Færøerne, hvor man tydeligvis forstår at holde en fest! På Betty Nansen Teatre modtager de medvirkende os med små horn fyldt med snaps. Det er dog tale om en nordisk co-produktion, så vi får også andre sprog at høre undervejs bl.a. dansk og grønlandsk.

Marita S. Dalsgaards iscenesættelse er formidabel. Hun bruger ikke blot scenen men inddrager hele teaterrummet, så vi føler, vi er midt i en ret højlydt folkelig familiefest med børn og voksne i stort set alle aldre. Mest imponerende er hendes evne til at få folk fra forskellige sprogområder til at fungere som en dynamisk helhed.

Det skræmmende ved Helge - festlighedernes midtpunkt - er hans almindelighed: En patriark spillet af en afdæmpet men stærk Hilmar Joensen, men også en mand, der egentlig ikke interesserer sig for sine børn. Ved sin side har han også en yngre smuk hustru, smilende og præsentabel. Men Gunvor Reynberg lader hende vise klør i scenen, hvor hun beordrer sønnen Christian til at give sin far en undskyld. Hun vedbliver også med at være mandens loyale støtte, for hun kan ikke være andet.

Hjálmar Dam giver et intens portræt af den forpinte Christian, tilsynelandende opslugt af hævntørst, men i sidste ende måske blot ude i et desperat forsøg på at komme sig over søsterens død, så han kan komme videre med sit liv. Det gælder egentlig også for den brovtne søn Michael, som Hannes Óli Ágústsson fylder med aggressivitet og faderkomplekser. Problembarnet, som forældrene har forsøgt at gemme af vejen på en kokkeskole i Island, men også det forgæves.

Selv den mindste rolle er præcist besat, og samtlige medvirkende gør en god indsats. Rollen som den overlevende datters nye kæreste, der i filmen spilles af en smuk ung mand med mørk hud, er her fuldstændig genialt besat med den 66-årige Rasmus Lyberth. For hvis der er nogen, der er ramt af racistiske fordomme i Norden, så må det være ældre grønlandske mænd. Rasmus Lyberth spiller med styrke og værdighed, og får i et enkelt sangnummer anslået en dyb åndelig kraft, der hæver ham op over familiefestens stadig mere groteske optrin.

VEITSLAN ALIAS FESTEN bliver noget andet og mere end en god teateroplevelse. Den når langt udover de indlysende kvaliteter i et nordisk samarbejde, og får os til at føle en ægte uafviselig samhørighed trods forskellighederne. Og den gør det vel at mærke med en respekt for de individuelle farver i den nordisk familie. Der kan næppe heller være tvivl om, at forestillingen vil blive stående som en milepæl. Ikke blot - men nok i særdeleshed - for færøsk teater.

(Michael Søby)