SIG DET’ LØGN, LUIS!

★★★★☆☆

For knap 30 år siden vandt de tyske tvillingebrødre Christoph og Wolfgang Lauenstein en Oscar for bedste korte animationsfilm. Filmen hed ganske passende "Balance" og var en underfundig kuriøsitet om fem grå mænd, der pludselig mister balancen på en fritsvævende flage efter ankomsten af en kuffert.
Når står brødrene i spidsen for en delvist dansk-produceret og mere mainstream animationsfilm af spillefilms længde med titlen SIG DET’ LØGN, LUIS!

En ganske kær fortælling om drengen Luis, der bor alene med sin far, der er helt opslugt af ufoer og tanken om liv på en anden planet. Luis er derfor tvunget til at klare sig selv, men en dag kommer myndighederne på kontrolbesøg med henblik på at fjerne ham, og så er gode råd dyre. Men måske er hjælpen slet ikke så langt væk endda, og hvad nu hvis der virkelige findes væsner på en anden planet?

Filmens amerikanske univers understreger i for høj grad de internationale ambitioner med denne film, og man ville ønske, at handlingen i højere grad afspejlede de kulturer, der rent faktisk står bag produktionen. Når det er sagt fortjener holdet bag filmen ros for selve designet og den tekniske udførelse generelt.

Sjove replikker og skøre situationer hjælper godt på helhedsindstrykket, så man næsten ser i gennem fingre med plotholder. Hvorfor påbegynder disse "aliens" deres hjemtur to-tredjedel inde i historien, når de ikke har fuldført deres mission?
Frederik Rosendahl har et frisk bud på titelrollen som Luis, og Donald Andersen, Søs Egelind samt Nikolaj Kopernikus bidrager både med farver og humør i mindre roller. Farshad Kholghi, der har taget sin tørn med hensyn til nedværdigende indvandrer-roller, agerer tilsyneladende debil ismand, men heldigvis har manuskriptet en overraskelse til os.

SIG DET’ LØGN, LUIS! fremstår ikke som nogen lydefri animationssatsning, men den er stadig bedre end så meget andet fra den front.